Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

60 L Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. medens disse sættes ud, og Formanden oplæser en Bøn for dem, naar Ankeret er kastet. Efter at være lykkeligen tilbagevendte, holde de stundum atter Bøn paa Strandbredden. Er ondt Vejr i Vente, ses dette bedst fra Land; ved Flag (om Natten ved Lygter) signalisere da de gamle Fiskere herfra til deres Kammerater, naar disse imidlertid ere paa Havet. Revlerne langs Kysten skal der megen Forsigtighed til at gaa over; have Fiskerne, naar de sætte paa Land, heldigen besejret disse Skjær, er der endnu en anden Vanskelighed at bekæmpe, Havbrændingen. Den Fisker, som fører Stævns- aaren, staar, naar der landsættes, færdig med sit Anker, springer hurtig paa Land og kaster det ned i det faste Sand paa Strandbredden. Det skjønnes let, at en Vesterhavsfisker fører et ualmindeligt farefuldt Liv. For et Par Aar siden offentliggjorde en Fisker fra Fjaltring, Niels Jen- sen Ruby, et Stykke i »Højskolebladet«23, hvoraf et Brudstykke skal meddeles til Oplysning derom. »Jeg vil fortælle enkelte Træk af mit eget Liv fra de mange Gange, jeg nu i henved 30 Aar som Fisker har været med til denne alvorlige Gjer- ning og dog den yndigste, jeg véd. Vi tage en klar Vinter-Morgenstund ud. Vinden er østlig, en let, men kold Brise kruser Vandfladen, og det gaar rask fra Land. Naar vi har sejlet noget, kommer der et Par Stjærner op, den ene omtrent en Time efter den anden; det tyder paa Dag. Endelig be- gynder det at rødme i Øst, og nu er vi snart ude paa Pladsen, tre til fire Mile fra Land. Mens vi faa sat Krogene, bliver der lidt mere Vind, og mere endnu, alt som Dagen gaar. Vi begynde med at tage Krogene op og bjærge Fangsten; det