Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

6. Torskefiskeriet og Jyllands Vestkyst. 61 Nu maa vi kniber med at ro Krogene ind: vi mærke, der er en stærk Strøm, som falder imod os. Fisk er der nok af, det giver Mod, men det giver ogsaa Ar- bejde og Sved. Vinden bliver haardere; der bliver holdt Skibsraad, vi blive enige om at forlade en Del af de Redskaber, vi have i Havet. Det bliver nu en halv Storm; vi maa have to Reb ind i Sejlene og til at krydse efter Land. belave os paa at blive dygtig afkølede, og Sveden gaar snart ind. Solen er ved at gaa ned, det be- gynder at mørknes; vor lille Baad paa 2J/2 Tons løber, som om den kunde forstaa, at vi gjærne ville til Land. Nu har enhver sat sig fil Sæde, hvor man kan faa Lov til at sidde fem til sex, ja indtil syv Timer og en enkelt Gang mere; vi faa en Gang imellem en Slat Vand i Læ, men dygtigt til Luvart; inlet Land er at se, kun Bovbjærg Fyr i Øst. Søerne ere hvide og skumklædte, og Sørok*) staar op til midt paa Masten og ind over vore Hoveder, en lang Ildstraale agter ud efter Baaden, det er Morild. Naar man saadan har siddet den ene Time efter den anden, da kan Fiskeren blive underlig til Mode, hvis han ikke er af Sten. Naar jeg saa har tænkt mig, at et lille Vindstød eller en Braadsø i den mørke Nat kan ende al vor Fart, »og vi i Evigheden staar«, hvad om det skete? Saa har mit Liv gaaet forbi Sjælens Øje: der har du gjort det og der det, der har du været ukjærlig, og der saa du paa egen Fordel o. s. v., da bliver man saa ubetydelig, ussel og lille. I en saadan Stund som altid i mit Liv har jeg intet *) Sø-Røg, Vandet, der sprøjter op eller piskes op af Vinden.