Katalog Over Dansk Industri- og Haandværker-Societets Sommerudstilling

87 IL De gamle Gilder vare Samlag mellem ensartet stillede, frie Mænd, som derigennem paa det inderligste og snævreste bleve knyttede til hverandre. Man benævnede dem derfor ogsaa Broder- skaber, hvilket Navn som det i Virkeligheden mest betegnende ogsaa blev det eneste Fællesmærke, der efterhaanden blev tilbage mellem de forskellige Slags Gilder. Denne Benævnelse forklarer os ogsaa deres inderste Væsen. Nutidens Foreninger er rent fri- villige Sammenslutninger om bestemte, enkelte Formaal. Stadig angaar Foreningslivet kun en enkelt bestemt Side af Individuali- tetens Sfære, ofte er endog Formaalet blot Fællesskab om Til- fredsstillelsen af tilfældige og i sig selv højst ligegyldige Passioner, som f. Eks. at ride paa Bicykle eller spille Billard. Følgen er, at Enhver af os er Medlem af en halv Snes Foreninger, og at vi mange Gange er lige glade, om vi blive meldt ud eller ind. Intet laa imidlertid Middelalderens Bevidsthed fjærnere, og just derfor er det, at Navnet Broderskab er saa betegnende. Forbin- delsen mellem Brødre omfatter ikke enkelte, begrænsede, tilfældige Formaal, men det hele Menneskeliv, og er ikke kortvarig og forbigaaende, men strækker sig gennem hele Ens Levetid. Den middelalderlige Korporation lagde Beslag paa hele Mennesket. Dens Vedtægter og Love, dens Sæder og Skikke vare ej alene be- stemmende for det enkelte Medlems økonomiske eller sociale eller religiøse Virksomhed, men for hele hans Liv. Hvad særlig Gil- derne angaa, saa forfulgte de paa engang religiøse, selskabelige, sædelige, privatretlige og politiske Formaal. Som religiøst Samfund havde hvert Gilde sin særegne Helgen, sin Skytspatron, hvorefter Gildet fik Navn. Stiftelsen eller Opret- holdelsen af velgørende Institutioner, Udøvelsen af Barnihjærtigheds- Gerninger, Almissegivning til de Fattige, Gaver til Kirken var alt en Foreningssag. En af de fornemste Pligter var at sørge for de afdøde Gildebrødres Begravelser og Sjælemesser. Sammenkom- sterne bevarede længe Karakteren af kristelige Kærlighedsmaal- tider. Herigennem fik ogsaa den selskabelige Trang sin Tilfreds- stillelse, og efterhaanden som Tiden gik, blev disse Festmaaltider endog mere og mere en Hovedsag, indtil de til Slutning i Gil- dernes Forfaldstid udartede til Svirelag og Fraadserier.