Katalog Over Dansk Industri- og Haandværker-Societets Sommerudstilling
År: 1890
Forlag: Det graphiske institut ved. N. Cohen
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 129
UDK: IB 91 (489) (064)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
56
har rejst dem. Man opholder sig nu ikke længer .over disse
Langs Smaalighodor, deres larmende Gilder, deres Fraadseri, deres
Egenraa(lighed og Uvaner, deres hele snævre Horizont. Man for-
staar, at de som allo Stænder ikke har kunnet taalo den store
Magtfylde, og at de naturnødvendigt maatte tilsætto alle de glim-
rende Egenskaber, som har vundet vore Hjærtor for dem i deres
Kampe, saasnart de havde sat sig til Rette for at nyde deres Magt
og fravende do lavere Klasser, hvis Anførere de havde været, deres
Andel i den fælles Sejr. Menneskene blive som oftest bedre, naar
de blive lykkeligere. Med Stænderne gaar det omvendt. Deres
Triumfer rummer altid Spirerne til deres Forfald.
Alen havdo ond saaledes A århundreders Tilbagegang raadnet
dem op, da. vore Fædre fandt dem, saa har de altsaa dog en Gang
været friske og spænstige, unge og stærke, — Bærere af Civilisa-
tionens og Menneskeslægtens Fremskridt.
Og dot er derfor den Dag i Dag — ja, i Dag maaske mere
end i Gaar. i Morgen niere end i Dag—værdt at tage Lære af, livad
det egentlig var, som i hine Tider gav dem Livets Ret, Styrke og
Glans.
Det System, som har aflost Laugsvæsenet, er den økonomiske
Frihed (Næringsfriheden). Det er de store Ærgærrigheders Sy-
stem, et System for Genierne, for do gode Hoveder, do store
Spekulanter, do dristige Lykkejægere, de heldige Spillere. Don
ledende Tanke er den, at ingen virkelig stor Mand maa holdes
nede i Dybet, alle Livets rige Muligheder skal have Lov til at foldo
sig frit ud. Men Verden er ikke siden bleven rigere paa Storheder,
og de fleste af dem, der er komne op, er blot faret til Vejrs og
forsvundet igjen som hastige Kometer, der have lyst uden at varme.
For de fleste i et Samfund er det heller ikke det, som det
kommer an paa. Dot er ikke her, Trangen stikker. For den lille
Mand, den almindelige Dødelige, den jævne Smaaborger, — ham,
hvis Vel vi dog allo arbejde for, hvis Lykke er Samfundets Lykke
og derfor Maalet for alle Statsmænds og Politikeres Bestræbelser
— for ham er det ikke om at gjøre at faa saa vidt et Spillerum
som muligt, at liave alle Chancer til alle Tider, at faa samtlige
Veje aabnede til Rom. For hin lille Mand vil nemlig slet ikke
til Rom. Ilan ynder sin Hjemstavns »korte Veje«. Til Gjengjæld
vil han gjerno vandre sin egen Vej og vil nødigst af alt marchere
paa Stedet. Han har ingen Ærgjærrighed efter at løbe hele sit
Liv grassat langs on endeløs Landevej, hvis vinkende Maal synes
uopnaaelig fjærn. Han foretrækker en nem, stilfærdig Livsbane,