Katalog Over Dansk Industri- og Haandværker-Societets Sommerudstilling

56 har rejst dem. Man opholder sig nu ikke længer .over disse Langs Smaalighodor, deres larmende Gilder, deres Fraadseri, deres Egenraa(lighed og Uvaner, deres hele snævre Horizont. Man for- staar, at de som allo Stænder ikke har kunnet taalo den store Magtfylde, og at de naturnødvendigt maatte tilsætto alle de glim- rende Egenskaber, som har vundet vore Hjærtor for dem i deres Kampe, saasnart de havde sat sig til Rette for at nyde deres Magt og fravende do lavere Klasser, hvis Anførere de havde været, deres Andel i den fælles Sejr. Menneskene blive som oftest bedre, naar de blive lykkeligere. Med Stænderne gaar det omvendt. Deres Triumfer rummer altid Spirerne til deres Forfald. Alen havdo ond saaledes A århundreders Tilbagegang raadnet dem op, da. vore Fædre fandt dem, saa har de altsaa dog en Gang været friske og spænstige, unge og stærke, — Bærere af Civilisa- tionens og Menneskeslægtens Fremskridt. Og dot er derfor den Dag i Dag — ja, i Dag maaske mere end i Gaar. i Morgen niere end i Dag—værdt at tage Lære af, livad det egentlig var, som i hine Tider gav dem Livets Ret, Styrke og Glans. Det System, som har aflost Laugsvæsenet, er den økonomiske Frihed (Næringsfriheden). Det er de store Ærgærrigheders Sy- stem, et System for Genierne, for do gode Hoveder, do store Spekulanter, do dristige Lykkejægere, de heldige Spillere. Don ledende Tanke er den, at ingen virkelig stor Mand maa holdes nede i Dybet, alle Livets rige Muligheder skal have Lov til at foldo sig frit ud. Men Verden er ikke siden bleven rigere paa Storheder, og de fleste af dem, der er komne op, er blot faret til Vejrs og forsvundet igjen som hastige Kometer, der have lyst uden at varme. For de fleste i et Samfund er det heller ikke det, som det kommer an paa. Dot er ikke her, Trangen stikker. For den lille Mand, den almindelige Dødelige, den jævne Smaaborger, — ham, hvis Vel vi dog allo arbejde for, hvis Lykke er Samfundets Lykke og derfor Maalet for alle Statsmænds og Politikeres Bestræbelser — for ham er det ikke om at gjøre at faa saa vidt et Spillerum som muligt, at liave alle Chancer til alle Tider, at faa samtlige Veje aabnede til Rom. For hin lille Mand vil nemlig slet ikke til Rom. Ilan ynder sin Hjemstavns »korte Veje«. Til Gjengjæld vil han gjerno vandre sin egen Vej og vil nødigst af alt marchere paa Stedet. Han har ingen Ærgjærrighed efter at løbe hele sit Liv grassat langs on endeløs Landevej, hvis vinkende Maal synes uopnaaelig fjærn. Han foretrækker en nem, stilfærdig Livsbane,