Fortids Arbejderforhold 1902
Spredte Smaatræk Fra Det Attende Aarhundrede

6 Fortids Arbejderforhold Saa kom der Ro igen, men Slotsbygningskommissionen var ikke glad ved Situationen. Den paalagde Eigtved at forhøre, om det ikke skulde være muligt at faa 40 å 50 Brabantere hertil, og den 14. September gjorde den en Forestilling om Sagen til Kon- gen. Nu var Svendenes Overmod steget til det højeste, nu maatte der gribes ind „mit justitzgemässer Härte“, og dens Forslag gik ud paa, at en særlig Kommission skulde undersøge Sagen og foreslaa de nødvendige Straffe. Allerede Dagen efter resolverede Kongen, at den ønskede Kommission skulde nedsættes, men — nu fik Slotsbygningskommissionen Betænkeligheder. Den udsatte egenmægtigt Sagen, „weil es sonsten einen Aufenthalt in der Ar- beit verursachen mögte“; det gik allerede langsomt nok med Gemakkernes Færdiggørelse. Stenhuggersvendene triumferede, og i November klagede Brabanterne over de Voldsomheder, Fortlings Svende tillod sig imod dem. Det passer fuldstændigt med hvad Holberg skriver i sin ovennævnte Epistel, hvor han yderligere ganske spydigt bemærker, at „det er en Lykke, at Haandværkskarlene ej stemme deres Præ- tentioner end højere, thi de er de eneste Lemmer udi et Societet, som ikke kan tvinges“. De bor, skriver han, „som Tartarer udi Telte, og uden Ulejlighed eller mindste Tab kan de flytte fra et Sted til et andet. Hvorudover, naar de truer med Desertion, maa man tro, at det er deres Alvor, og maa deres Mestere da give sig paa Discretion, medmindre de vil se deres Arbejde og Næring at ligge." Og dog stod Samfundet udrustet med de strengeste Straffe i alt Fald over for strikende Bygningshaandværkere. Allerede tid- ligere havde man erfaret, at Stenhuggerne var urolige Mennesker, De udviste „de største Insolen tier“, og de onde Eksempler, de gav, havde begyndt at indsnige sig hos Murerne, Snedkerne, Tømrerne og „andre til Bygninger udfordrende Haandværkere“, hvorfor det under 24. April 1734 var blevet befalet, at Stenhuggerne, der hid- til ikke havde været i noget Lav, skulde indgaa i Murernes Lav, og at alle de nævnte Haandværkere, hvis de sarnmenrottede sig eller „holdt sig tilbage, indtil de i en eller anden deres formentlige Prætention eller Besværing kunde blive føjede“, skulde straffes med Fængsel, Rasphus, Fæstningsarbejde eller endog paa Livet. Men hvad hjalp de paabudte Straffe, hvad hjalp den paabudte Lavstvang? Der kan nu nok siges, at Slotsbygningen, som det hastede