Fortids Arbejderforhold 1902
Spredte Smaatræk Fra Det Attende Aarhundrede

Fortids Arbejderforhold / med, maa betragtes som et særligt Tilfælde, og der kan peges paa, at som Stukkatørerne var Franskmænd og Italienere, saa- ledes var Stenhuggerne væsentlig Tyskere. Og disse tyske Sten- huggere var, hvad der er paaviseligt, endnu ikke komne ind under den danske Lavsdisciplin. I de regulære danske Lav var der selvfølgelig Ro. Over for en saadan Paastand er det nu nok værd at erindre, at Stenhuggernes „Insolentier“ havde smittet Københavns øvrige Bygningshaandværkere. Der kan saaledes gøres opmærksom paa, at der under 20. August 1733 faldt en Dom ved Politi- og Kom- mercekollegiet, hvorefter samtlige Mursvende, der arbejdede paa Slottet, dømtes til hver at betale 1 Rd. til Konventhusets fattige. De havde „uskjellig“ forladt deres Arbejde og „uforsvarlig holdt dem derfra udi fire Dage“. De „meriterede“ Straf med Arbejde udi Skubkarren, men da en saadan Straf maatte geraade til det kongelige Slotsbygningsarbejdes Sinkelse og Ophold, omsattes den til den ovenfor nævnte Bøde. Grunden til Arbejdsnedlæggelsen var, at en Murmester Abraham Støy med sin Stok havde slaaet en Svend, der arbejdede uforsvarlig slet, og havde brugt Mund over for tre andre daarligt arbejdende Svende. Men vi vil gaa helt bort fra Slotsbygningen og Bygnings- fagene til f. Eks. Skomagerlavet. Og saa er der at berette, at der ved Juletid 1747 var stor Staahej mellem Københavns Sko- magere. Siden Pesten i 1711 havde Byens Skomagermestre ydet Svendene et Maaltid hver Søn- og Helligdag, men Viktualiernes stigende Priser gjorde, at Mestrene ønskede at komme bort herfra. De vikle i Stedet for forhøje Arbejdslønnen for et Par Sko eller Støvler med 2 Sk. Men Svendene erklærede lydeligt deres Util- fredshed hermed; ved den første Vandringstid efter den urolige Jul rejste den største Del af Svendene herfra, og de, der ikke rejste, nedlagde lidt efter lidt Arbejdet. Mestrene kom herved i stor Forlegenhed. De for deres Vedkommende søgte og fik Hjælp hos de militære, der havde lært Professionen. Men de „fyrige“ Svende fik ogsaa Hjælp. Det hedder, at de udenrigsfra ligesom af en Del andre Lavssvende i København bestyrkedes i deres Uro- lighed, ja erholdt Understøttelse i Penge, ikke at tale om, at Mestrene ikke stod enige; 33 Mestre stillede sig paa Svendenes Side. Og saa udgik der da efter Magistratens Indstilling den 29. November 1748 en kongelig Missive, hvorefter Mestrene, „da Svendene ikke paa anden Maade skal være at bringe til Rolighed“,