Fortids Arbejderforhold 1902
Spredte Smaatræk Fra Det Attende Aarhundrede

8 Fortids Arbejderforhold vedblivende skulde yde Svendene hver Søn- og Helligdag et Maal- tid Mad in natura eller 12 Sk. Det var en afgjort Sejr for Sven- dene, hvis Anfører for øvrigt bar det fremmede Navn Joseph Dominicus Janbatis. Selvfølgelig protesterede nu Mestrenes Flertal, 150, sammen med nogle „fredelige“ Svende, der ikke ønskede, at Joseph Janbatis maatte „victorisere og undertvinge de øvrige Svende og Lavet, helst da han er en saa hardie Profanateur, at han en publique tør sige: Nu gaar det som Gud og Joseph vil“. Men Protesten hjalp næppe det mindste, den trufne Afgørelse synes at være ble- ven staaende — ganske i Overensstemmelse med den Holbergske Epistel. En saadan Sejr fik naturligvis Følger. Ikke alene Skomager- svendene, men samtlige Svende i København synes at være bleven mere eller mindre store paa det, hvorfor det er fuldt forstaaeligt, naar Københavns Magistrat noget ind i 1749 „remonstrerer“, at det nogle Gange er arriveret, at forskellige Lavssvende endrægtelig have forladt Mestrenes Arbejde i det ganske Amt, uden at Hoved- manden har været at udfinde, saa at de i Hobetal have spadseret og ikke villet gaa i Arbejde igen, før de i visse Maader ere bievne føjede i deres Paastand, hvorved Mestrene højligen fornærmes og Publikum imidlertid opholdes i det behøvende Arbejdes F orfærdigelse. Ja der tales om „Opstand“ af Mur- og Tømmersvendene, af Sko- magersvendene, „og endelig nu til sidst af Grovsmedesvendene“. Formedelst en lille Disput, en Grovsmedesvend havde med en Mester, udskikkedes hemmeligt visse deputerede i alle Værksteder, der gjorde Forbud, at de alle paa én Gang skulde udtræde af Værkstederne, endog de, som havde Kongens Arbejde under Hæn- der. Kun med Besvær fik Magistraten Sagen bragt til Rolighed, og den følte, at den i saadanne Forhold væsentlig stod værgeløs. Derfor foreslog den, at de Straffebestemmelser, der i 1734 ved- toges over for Stenhuggerne og forskellige Bygningshaandværkere, fremtidig skulde gælde over for samtlige Haandværkere, og saa ud- gik da et kongeligt Reskript herom, der af Magistraten blev be- kendtgjort ved en Raadstueplakat af 24. November 1749. Nu kunde den Svend, der forlod sin Mesters Arbejde, straffes, uden Hensyn til om han i Hovedsagen havde Ret eller Uret, og de Svende, der gjorde sig skyldige i „Ustyr og Sammenrottelse“, kunde dømmes til Fængsel, Rasphus og Arbejde i Fæstningen, ja efter Omstændighederne straffes paa Livet. Den af sagte Dom skulde