Fortids Arbejderforhold 1902
Spredte Smaatræk Fra Det Attende Aarhundrede

Fortids Arbejderforhold 9 straks eksekveres uden nogen Appel. Det lyder kraftigt og stærkt, men den højkongelige Enevoldsmagt var her, som altid, patriarkalsk og medgørlig. Kongen forbeholdt sig efter Godtbefindende at for- milde Dommen, og hvis den skyldige før Domsafsigelsen lovede Bedring, da maatte han paa mildere Maade anses „saasom med Mulkt, taalelig Straf paa Kroppen eller Frifindelse for videre Til- tale“. Det synes ganske betegnende, at Holbergs ovenfor nævnte spydige Epistel først udkom i 1750. I alt Fald er det sikkert, at der vedblivende forekommer Ar- bejderuroligheder, saaledes som det her skal vises i nogle Eks- empler, der tillige viser, hvorledes man gik frem, strengt eller mildt, imod de skyldige. I 1752 gjaldt det nogle Murs vende og en Stenhuggersvend. Hvad de første angik, da havde de efter en Mønstring over Brand- væsenet paa Gammeltorv med deres galonnerede Hatte paa Ho- vedet og deres Hammere i Haanden trængt sig ind til Herrerne i Mønstringsstuen paa Raadhuset og paa en brutal Maade forlangt nogle Kammerater, der var blevet arresterede, løsladt. Seks af Hovedmændene blev dømt til strengt Arbejde i Kastellet, den ene i et Aar, de fem andre i tre Maaneder. Og lidt senere paa Aaret dømtes Stenhuggersvenden til den samme Straf i tre Maaneder. Han havde søgt at boykotte to Mestre ved at foreholde de hos dem arbejdende Svende, at hvis de blev hos Mesterne, vilde de ikke blive „skænkede“, d. v. s. ikke blive betragtet som zünftige, naar de kom til Tyskland, og saa havde han desuden sagt, at skulde det end koste ham og de andre Svende 600 Dukaler, skulde der nok blive sørget for, at de fremmede Svende, der kom til disse Mestre, ikke blev hos dem. Det var forholdsvis strenge Straffe. Men der er andre Eks- empler, der tyder paa stor Mildhed. Da fem Sejlmagersvende i 1762 havde nedlagt Arbejdet hos deres Mester og vægret sig ved igen at tiltræde det, medmindre han vilde afskedige en hos ham arbejdende Nordmand, fandt Retten dem højst strafværdige, men da de erkendte deres Forseelse og lovede Bedring, slap de med at betale en Bøde til Politikammerets Fattigbøsse, Hovedmanden 2 Rd. og de andre hver 1 Rd. Paa lignende Maade gaar det i 1763 syv Blikkenslagersvende, der havde „handlet utilbørligt mod Plakaten af 24. November 1749“, men lovede Bedring, og i 1766 tre Skræd- dersvende, der havde ophørt med Arbejdet hos deres Mester. Der er Eksempel paa Eksempel, der tydeligt viser, at Arbej-