Fortids Arbejderforhold 1902
Spredte Smaatræk Fra Det Attende Aarhundrede

10 Fortids Arbejderforhold derne slet ikke var et roligt Folkefærd i de gode gamle Lavstider. Ja vi ser endog, at selve Lavsvæsenet kunde give Anledning til Uro. De lavsoplærte Svende vilde, ja maatte ikke arbejde sammen med ikke-zünftige Svende. Deres zünftige Ære forbød det, og hvor uhyggelig udviklet den kunde være, kan ses af en Sag fra 1766. Paa Opfordring af Slotsforvalterens Hustru paa Charlottenlund havde en Mursvend bundet og senere løst en Hund, der skulde kastreres. Men da denne Akt udførtes af Natmanden, havde han derved ligesom været dennes Medhjælper; han var bleven „ge- schimpft“, og ingen zünftig Svend kunde herefter arbejde sammen med ham. Sagen kom for Retten, og det kendtes for Ret, at Mursvend Anders Lassens Forhold i at binde og løse forommeldte Hund ikke burde være eller geraade enten ham eller nogen anden i Landet til Forklejnelse eller Præjudice i mindste Maade. Men fire Mursvende vilde desuagtet ikke lade sig sige, de vilde ikke arbejde sammen med ham, og det endskøndt alle de strenge Straffe i Pla- katen af 1749 blev oplæst for dem, og saa endte det med, at de den 5. December 1766 blev dømte til at arbejde i Jern i Køben- havns Fæstning, den ene i to Aar, de tre andre hver i ét Aar. For ikke at krænke deres zünftige Æresfølelse gik de i Slaveriet og lod sig, som en samtidig Forfatter med Forundring siger, „lænke ved Siden af Skælmer og Tyve“. Der er ingen Tvivl om, at denne zünftige Æresfølelse spillede en stor RoHe i Datidens Svendeuroligheder. Den viser sig hos Stenhuggerne paa Slottet over for Drabanterne, og hvor underligt det end lyder, spiller den ogsaa en Rolle, naar Skomagersvendene holder paa deres Søndagsmaaltid. I en af deres Skrivelser til Kancelliet hedder det, at de hverken maa eller kan opgive noget af det, de og deres Forfædre har haft; fra fremmede Steder har de faaet det Svar, at de ej vilde blive anset for „gyldige“, hvis de lod sig deres Søndagsmaaltid fratage. Det som det synes kun sjældnere forekommende Lønspørgsmaal viser sig her i en for- klædning, men at det ogsaa direkte kunde gøre sig gældende, kan ses af en Slotssag fra 1739. I det nævnte Aars Marts Maaned søgte fire af Stenhugger Gerckens Svende ind paa et Spisekvarter i Borgergade i et Hus, „Skibet“ kaldet, hvor en af Fortlings Svende havde sit Logi. Ham var de nemlig vrede paa, fordi han og hans Kammerater ved at tilbyde en ringere Arbejdspris end den sædvanlige, havde opnaaet at faa en hel Del Arbejde. Selvfølgelig kom det til Mundhuggeri,