Om Iltens Opdagelse

15 217 „but now“ (o: efter 18. April 1775) „I think it must have been depflogisticated air“ (□: lit). Det fremgaar heraf, som det synes mig, med fuld Sikkerhed, at Priestley 1771 har betragtet den Luft, han fik ved Glødning af Salpeter, som almindelig Luft, hvori der endnu svævede nogle Salpeterpartikler. Men saasnart lian havde opdaget Kvælstofforilte, mente han, at hin Luft af Salpeter var identisk med dette, og først efter 18. April 1775 forstod han, at den maatte have været Ilt. løvrigt glødede Priestley 1771 Salpeteret i et Bøsseløb, som blev stærkt an- grebet derved; den Ilt, han fik, maa derfor have været meget uren, og i Virkelig- heden lykkedes det ham ikke senere paa den Maade at faa en Luft, hvori et Lys kunde brænde. Det var først meget senere, i 1775, at han som Borch, Hales og Scheele anvendte en Glasretort til Glødning af Salpeteret og da ogsaa fik ren. Ilt deraf1). Men ogsaa af følgende Forsøg slutter KahlbauM, at Priestley har opdaget Ilten samtidig med Scheele. Den 6. Nov. 1772 fandt P. nemlig, den Luft, han, over et Aar tidligere, havde faael af Salpeter (altsaa den, hvorom der ovenfor har være Tale) i højeste Grad fordærvet, men kunde ved at vadske den med Regn- vand igjen gøre den ligesaa god som tidligere2), saa at bl. a. et Lys brændte meget godt deri. Dette gjengiver Kahlbaum saaledes : „Diese Luft fand er dann verdorben, konnte sie aber durch Umschütteln mit Wasser wieder in gute, d. h. dephlogisti- cierte Luft, gleich Sauerstoff, verwandeln, so dass auch ein Licht darin fortbrannte“. Denne Kahlbaum’s Definition af „gute“ ved „dephlogisticierte Luft, gleich Sauerstoff“ findes der selvfølgelig ikke et Ord om hos Priestley, og det vilde jo ogsaa være umuligt, da P. først bruger Udtrykket „dephlogisticated air“ om Ilten efter 8. Marts 17753). Hele den paagjældende Udtalelse af Priestley fra 6. Nov. 1772 er desuden ganske uklar. Det er ligesaa uforstaaeligt, at den Luft, han havde faael ved Glød- ning af Salpeter, og som strax var „perfectly wholesome“, ved et Aars Henstand kunde blive „in the highest degree noxious“, som al han ved at vaske den i Regn- vand „quite ten minutes“ kunde faa den „restored lo ils former perfectly whole- some state“. Og det synes ganske ubegribeligt, at hans Tilføjelse til disse ufor- standige Angivelser: „This series of facts relating to air extracted from nitre appear J) Exp. a. Obs. 2, 88—89. 2) At Rystning med luftfrit Vand (agitation in a trough of water, deprived of its air) gjør alle Slag's fordærvet Luft god, betragter P. (Exp. a. Obs. 1, 95) som ct ganske almindeligt Faktum: „I shall observe once for all, that this proces has never failed to restore any kind of noxious air, on which 1 have tried it". Denne besynderlige Fejltagelse imødegaaer Scheele strax: „Genom skakning med vatten har aldrig skämt luft kunnat gøres god, saasom Priestley uppgifver“ (Nov. 1775; Nordensk. S. 82). Se ogsaa „Ueber Luft und Feuer § 93 (Werke 1, 215). Morsomt nok bemærker Kirwan i sine Anmærkninger til Scheele’s Bog, at naar det ikke lykkedes Scheele, var det, fordi han rystede med Vand, som ikke var i Berøring med den atmosfæriske Luft. „Beobachtet man aber diesen Umstand, so geht der Versuch allezeit gut von statten“ (Scheele’s Werke 1, 217). 3) Exp. a. Obs. 2, 49.