Om Iltens Opdagelse

Forfatter: S.M. Jørgensen

År: 1907

Serie: D. kgl Danske Vidensk. Selsk. Skrifter

Forlag: Bianco Lunos bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 44

DOI: 10.48563/dtu-0000006

D. kgl Danske Vidensk. Selsk. Skrifter 7. Række, Naturvidensk. og Mathem. Afd IV.3

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 52 Forrige Næste
Grad, naar Hoefer, og efter ham Jagnaux1), mener, at Eck ikke blot har antaget, at Vægtforøgelsen hidrører fra, at en Luftart har forenet sig med Metallet, men endogsaa bevist det ved, at den dannede Metalkalk ved Destillation udvikler en Luftart. En saa tidlig og saa bestemt Meddelelse om Iltens Fremstilling ved Op- hedning af rødt Kvægsølville maa allerede paa Forhaand synes lidet trolig, naar man erindrer, at Begrebet Luftart først er opstillet af van Helmont omtrent halv- andet hundrede Aar efter Eck. Men desuden vække de to eneste Citater, Hoefer anfører som Beviser, af forskjellige Grunde stærk Mistanke om, at Meningen maa være en anden, end den, Hoefer antager: Det første: „Quatuor vasa comprehendunt sex libras, quæ in diebus octo augmentantur tribus libris“ ved den aldeles urime- lige Vægtforøgelse, her skulde være Tale om; det andet: „spiritus unitur corpori“, fordi man paa den Tid sikkert aldrig har brugt Ordet spiritus i Betydning af en Luftart. Seer man Paul Eck’s Skrift efter2), kommer man da ogsaa til et helt andet Resultat. Den anførte Passus om de 6 Pund, der forøges med 3, findes i et Afsnit, som hedder: Augmentatio cinerum. Men den Forøgelse, Forfatteren her omtaler, hidrører Ira, at han blander 52 Lod Kvægsølvkalk, som han oprindelig har faaet ved Kalcination af et Sølvamalgam, med 26 Lod destilleret Kvægsølv, derpaa kal- cinerer Blandingen, hvorved han faaer 2 Pund 1 Lod Kvægsølvaske (altsaa taber 13 Lod), paa ny blander denne »Aske med omtrent Halvdelen af dens Vægt Kvæg- sølv osv., indtil han tilsidst faaer 9 Pund af 6. Her er altsaa slet ikke Tale om, at Kvægsølvets Vægt forøges ved Kalcinationen, men om at Kvægsølvkalkens Vægt forøges ved, at den blandes med Kvægsølv og Blandingen paa ny kalcineres. Ikke bedre stiller det sig med Hoefer’s andet Bevissted: „spiritus unitur cor- pori“. Det findes p. 1143. Men der er her slet ikke Tale om nogen Luftart. I den Tids alkemistiske Sprogbrug er Spiritus = Mercurius, Corpus = Kvægsølvkalk, hvad der kan sees af flere af den Tids Skrifter3). Meningen er altsaa blot, i Over- ensstemmelse med hele Skriftets Indhold, at Kvægsølvet blander sig med Kvægsølv- kalken, hvad ogsaa tydelig fremgaaer af selve Stedet: „spiritus unitur corpori: Im- ponatur primo mercurius, postea cineres; mercurius primo incorporatin' illis, postea levatur“. At Eck overhovedet udtaler, at Kvægsølvkalken afgiver en Luftart ved Ophedning, anfører Hoefer intet Bevissted for, og jeg har ikke i hele Clavis phi- losophorum kunnet finde noget, der kunde tydes saaledes. Hele Hoefer’s An- givelse beroer saaledes paa en Misforstaaelse. Det faktiske i Pseudo-GEBER’s Iagttagelse (S. 218) stadfæstedes 1675 af Boyle4), idet han fandt, at metallisk Kvægsølv ved fem til sex Ugers eller længere Ophedning i Luft omdannedes til rød Kvægsølvkalk, „mercurius præcipitatus per se“. Allerede et Par Aar tidligere havde han5) af sine Forsøg med Kalcination af Bly og Tin i R. Jagnaux: Hist, de la Chimie 1, 395. Paris 1891. 2) Theatr. chem. findes paa det kongelige Bibliothek, ovenikjøbet i begge Udgaver. 3) I samme Bind afTheatr. chem. p. 817 hedder det f. Ex.: quod Mercurius est siccus, vocatur spiri- tus; quando per majorem decoctionem est fixus, vocatur corpus. Se ogsaa Libavii Alchemia passim. 4) Exper. notes of the median, origine a. product of fixednes. 1675. Boyle’s Works, Ed. 1744, 3, 620. ■’) New exper. to made fire a flame stable and ponderable. 1673. Works, Ed. 1744, 3, 354. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 7. Række, natui’vidensk. og' mathem. Afd. IV. 3. 29