Om Iltens Opdagelse

19 221 reparoit sous sa forme naturelle“1). Men Grunden til Vægtforandringen berører han ikke. Man anede dengang ikke i Frankrig, at Scheele allerede flere Aar lidligere, allerede 1771—72, havde fremstillet Ilten af rødt Kvægsølvilte. I sine Laboratorie- optegnelser fra disse Aar meddeler han Forsøget saaledes2): =u= rubr. gab viel A, kein A fix., sehr wenig gelbröthlich, und £ viv. eller, efter den Tids Tegnsprog, i Ord : Mercurius præcipitalus ruber destillirt gab viel aérem vitriolicum3), keinen aérem fixuni, sehr wenig Sublimat, gelbröthlich, und Mercurium vivum. Af „Ueber Luft und Feuer“4), hvor Forsøget beskrives noget udførligere, ses, at del her omtalte røde Præcipitat var fremstillet af Kvægsølv ved Inddampning med Salpetersyre. Først senere5) gjentog han Forsøget med „dem für sich calci- nirten Mercurio“ med ganske samme Resultat, ligesom alle Kemikere paa den Tid ansaa Præcipilatum per se og det ved Inddampning af Kvægsølvets Opløsning i Salpetersyre og Ophedning af Resten fremstillede, allerede fra 14. Aarh. bekjendte6) Mercurius præcipitalus ruber for identiske7). Scheeles Opdagelse kom imidlertid, som ovenfor omtalt, først til OITentlig- 1) Ib. 57. * 2) Nordensk. S. 458 og Bilag 6, Spalte 1. 5) Sml. ovenfor S. 214. 6) Werke 1, 109. 7) Ib. S. 178—79; altsaa senest 1775; sml. ovenfor S. 214. 8) Methoden findes angivet i et Skrift: Experimenta, som tillægges Ramon Lull (se Mangeti Bibi, chem. 1, 835), men vistnok er noget yngre. 9) Se Baumé: Chymie expér. 2, 410 (1773). Først langt senere antog nogle tydske Kemikere, at de to røde Kvægsølvkalke vare væsentlig forskjellige. F. A. C. Gren (Crell’s Chem. Ann. 1790, I, 432; Gren’s Journ. der Physik 3, 480 (1791)) nægtede bestemt, at Mere, præc per se ved Ophedning gav Ilt. Man maatte, mente han (J. der Phys. 5, 274 [1792]), til dette Forsøg have anvendt det med Salpetersyre fremstillede Mere. præc. ruber, og den Ilt, man havde faaet, hidrørte fra en vedhængende Hest af Sal- petersyre. Scheele og Priestley havde vel ment at arbejde med Mere. præc. per se, men ingen af dem havde selv fremstillet deres Præparat. Priestley havde faaet sit fra Cadet, Scheele sit fra Gahn. Det virkelige Mere. præc. per se gav ingen Ilt, og herved faldt Hovedbeviset for hele Lavoisier’s System sammen (Gren’s Journ. der Phys. 6. 31). Westrumb sluttede sig i et og alt til Gren (Ib. 5, 46 [1791], 6, 32, 212 [1792]). Han havde ophedet 500 Gran Mere. præc. per se, som han selv havde fremstillet, i en Retort, og derved faaet Vanddamp, som fordraabedes i Forlaget. „Gleich nach diesem Dunst folgte das Quecksilber in laufender Gestalt, ohne dass auch nur eine einzige Luftblase zum Vorschein gekommen wäre“ (Crell’s Ch. Ann. 1792, II, 7). Han gjentog Forsøget 7. Juni 1792 og siger i den Anledning: „Ich hoffe, dies soll, so wie der 1. Aug. 1774 der Geburtztag der antiphlogistichen Chemie war, ihr Todtestag seyn“ (J. der Phys. 6, 212 [1792]). Flere Kemikere fik samme Resultater f. Ex. I. B. Trommsdorff og Wiegleb, andre som Girtanner, Hermbstädt og Klaproth fandt ingen Forskjel paa de to røde Kvægsølvkalke. Begge Parter udstedte Dokumenter, der underskreves af Kolleger, som havde overværet Forsøgene. Striden fortsattes til Slutningen af 1793 (se især Journ. dei- Phys. Bd. 5, (> og 7), indtil Gren (Ib. 8, 16), overbevist ved Forsøg af van Mons (Ib. 8, 4), og ligeledes Westrumb (Crell’s Ch. Ann. 1793, II, 344) endelig erkjendte, at de, ved at gløde Mere. præc. per se i aaben Digel for at fjerne alt Vand, tillige havde uddrevet næsten al dets Ilt, og at de to røde Kvægsølvkalke i Virkeligheden var identiske. 29’