Om Iltens Opdagelse

222 20 hedens Kundskab 1777, og Priestley’s Forsøg fra l.Aug. 1774 er derfor ganske uaf- hængig af den. Om Priestley derimod har været ubekjendt med de Forsøg, den franske Militærapotheker Pierre Bayen allerede offentliggjorde i April 1774, og hvorved han bl. a. fremstillede Ilt af rødt Kvægsølvilte, synes mere tvivlsomt, som del nedenfor vil sees. Bayen’s Forsøg sluttede sig, som han selv fremhæver, til de Undersøgelser, Lavoisier i Begyndelsen af 1774 havde offentliggjort1) over den Vægtforøgelse af Metaller, som fremkommer, naar man opløser dem i Salpetersyre, udfælder dem med Kridt eller Kalk og udvasker og tørrer Bundfaldene. Lavoisier havde fundet, at disse veje betydeligt mere end det anvendte Metal; at Vægtfor- øgelsen var større for Jern end for Kvægsølv, og for begge større, naar man an- vendte Kridt, end naar man anvendte Kalk som Fældningsmiddel; at der derimod ingen Vægtforøgelse fandt Sted, naar Metallet udskilles af Opløsningen ved Hjælp al el andet Metal2). Sammenholdtes nu hermed den Vægtforøgelse, som finder Sted, naar Metallerne kalcineres i Luften3), saa maatte man antage, at Vægtforøgel- sen ogsaa ved Fældninger maa hidrøre fra, at en Luftart er indgaaet i Forbindel- sen. Ogsaa naar Fældningen skete med Kalk, maatte dette antages, idel Kalk ri- meligvis indeholder en Luftart, som ikke kan uddrives ved Varme1). Dette bringer ham til at formode, at den almindelige Luft eller en eller anden Luftart, som indeholdes i Luften5), under mange Omstændigheder er i Stand til at antage fast Form og forene sig med Metallerne. Han reducerer Mønie paa for- skjellig Maade ved Ophedning med Kul og finder, at 111 D. Mønie give 100 D. Bly (rigtigt 100,7) samt en betydelig Mængde Luft, som væsentlig bestaaer af Kulsyre6). Denne kan hverken hidrøre fra Kullet alene eller fra Mønien alene, men kun fra en Vexelvirkning mellem begge. Han er nærmest tilbøjeljg til at antage, at alle Luftarter bestaa af et eller andet fast eller flydende Stof, som er forbundet med et brændbart Princip eller maaskee med rent Ildstof7), og al Luftformen beroer paa denne Forbindelse. Han anseer det end ikke for umuligt, at Kullet ved Metal re- duktioner virker paa to Maader, idet det dels gjengiver Metalkalken det brændbare Princip (Flogiston), som Metallet har tabt ved at gaa over til Kalk, dels og især gjengiver Luftarten i Metalkalken dens Elasticitet8). Han foretager desuden en Del Metalkalcinationer i et over Kvægsølv afspærret * ) I 2. Afdeling af Opuscules physiques et chimiques. Bogen var allerede forelagt Akademiet i 1773, og den nedsatte Kommission havde afgivet sin Betænkning over den 7. Dec. s. Aar. 2) Op. ph. ch. S. 253 (Oeuvres 1, 596). 3) Allerede 1. Nov. 1772 havde L. overgivet Akademiets Sekretær en forseglet Skrivelse, i Følge hvilken den Vægtforøgelse, som finder Sted ved Forbrænding af Svovl eller Fosfor og ved Kalcinationen af Metaller, hidrører fra en overordentlig stor Mængde Luft, som forener sig med de brændbare Stoffer. „Cette découverte me paraissant une des plus intéressantes de celles qui aient été faites depuis Stahl, j’ai cru devoir m’en assurer la propriété“. (Oeuvres 2, 103). 4) Op. ph. ch. S. 253; (Oeuvres 1, 596). 5) Ou un fluide élastique quelconque contenu dans l’air. Op. ph. ch. S. 254 (Oeuvres 1, 598). 6) Hvis Bestanddele dengang ikke kjendtes. 7) La matiére du feu pur. Op. ph. ch. S. 280 (Oeuvres 1, 612). 8) Ib.