Om Iltens Opdagelse

21 223 Rumfang Luft. Tin og Bly forkalkedes ved Hjælp af el meget stort Brændeglas, Jern, vædet med Vand, ved almindelig Temperatur. Han finder, at Kalcinationen i afspærret Luft sker meget vanskeligere end ellers, at den har ganske bestemte Grændser, alder forsvinder en vis Mængde af Luften (i Forsøget med Jern efter to Maa- neder omtrent 1/a), som meget nær svarer til Metallernes Vægtforøgelse, og at den resterende Luft er ganske forskjellig fra den, der opstaaer ved Metalreduktioner med Kul, idet den ikke fældes af Kalkvand. Og han mener af disse Forsøg at kunne slutte, at det ikke er den atmosfæriske Luft som Helhed, der indgaaer i fast For- bindelse med Metaller og danner Metalkalke, men al der i atmosfærisk Luft findes en særegen Luftart, og naar denne er opbrugt, finder der ingen videre Kalcination Sled1). Af ganske særlig Interesse ere de Forsøg, hvorved lian forbrænder en vejet Mængde Fosfor i et over Kvægsølv afspærret Rumfang Luft ved Hjælp af el Brænde- glas. Der forsvinder herved omtrent Vs af Luftens Rumfang, og Lavoisier slutter deraf, at Fosforets Vægtforøgelse maa hidrøre enten fra Luften selv eller fra en anden Luftart, som i bestemt Forhold2) indeholdes i den Luft, vi aande. Dette stadfæstes ved, at Svovl og Fosfor ikke kunne brænde i Vakuum, og ved, at den Luft, hvori Fosfor er brændt, er uskikket til at underholde Forbrænding3). Af det her anførte ses det, at Lavoisier allerede i Slutningen af 1773 betrag- tede Luften som noget sammensat, og antog, at det var en af dens Bestanddele, der forenede sig med de brændbafre Stoffer ved Forkalkning og Forbrænding. For os med vore Forudsætninger kan det maaske endog synes sikkert, at lian allerede dengang har forudset Iltens Existents. Men det forholder sig ikke saaledes. Af mange Steder i hans Laboratorieoptegnelser1) fremgaar det, at han dengang nær- mest mente, at det var den fixe Luft (Kulsyre), som spillede en saadan Rolle. Selv livor han mener, at Kalk rimeligvis indeholder en Luftart, som ikke kan uddrives ved Varme (se ovenfor S. 222), viser hans Begrundelse heraf, ved Henvisning til Op. pli. ch. 2. Partie, Chap. 1, Exp. VI, tydelig nok, at han ikke herved har tænkt paa nogen anden Luftart end Kulsyre. Særlig betegnende i saa Henseende er ogsaa det sidste Forsøg, han anfører i Op. ph. ch. Han ved, at den fixe Luft slukker Lys; han ved, at den Luft, hvori Fosfor har brændt, er uskikket til at nære For- brænding, men dog blander han sidstnævnte med 1I?, Rumfang fix Luft og forsøger, om ikke et Lys skulde brænde i denne Blanding5). * ) Qu’il existe dans l’atmosphére un fluide élastique particulier qui se trouve mélé avec l’air, et que c’est au moment ou la quantité de ce fluide contenue sous la cloche est épuisée, que la calcination ne pent plus avoir lieu. Op. ph. ch. S. 293 (Oeuvres 1, 620). Allerede 29. Marts 1773 har han. soni det fremgaaer af hans Laboratorieoptegnelser (Berthelot Revolution chim., S. 237. Paris, 1890), havt denne Tanke, men dengang dog ogsaa tænkt sig den Mulighed, at den Kalk, som bedækkede Metallets Over- flade, forhindrede en videre Forkalkning. - ’) Dans une certaine proportion. Op. ph. ch. S. 346 ^Oeuvres 1, 651). 3) Op. ph. ch. S. 351. (Oeuvres 1, 654). 4) Berthelot: Révol. chim. S. 234—246. 5) Si le melange d’un tiers de fluide élastique des effervescences corrigerait l’air qui avait servi å la combustion du phosphore, et lui rendrait la propriété d’entretenir les corps enflammés. Op. ph. ch. S. 351 (Oeuvres 1, 655).