Om Iltens Opdagelse

Vand, da det var Tilfældet med enhver Luft uden Undtagelse, han havde prøvet paa den Maade1), saa havde han dog ingen Formodning om, al den allerede fra først af var skikket til at indaandes. Paa delle Stadium siod hans Kjendskab til Ilten lige til 1. Marts 17752). Men paa delte Tidspunkt var Lavoisier, som vi strax skulle se, kommet langt videre end Priestley i Kundskab om Iltens Egen- skaber, Natur og Betydning. Det er interessant, at Scheele samtidig med og maaske allerede før Priestley, men rigtignok mere indirekte, har givet Lavoisier Underretning om Ilten og dens Natur. I et Brev af 30. Sept. 1774, som er fundet mellem Lavoisier’s Papirer 3), og hvortil Koncepten er fundet mellem Scheele’s Papirer4), takker Scheele Lavoisier for Tilsendelsen af Opuscules phys. & chim. og beder ham tillige, da han ikke selv har noget sLort Brændeglas, ved Hjælp af sit at ophede SølvcarbonaL. Men da den Luft, som saaledes udvikler sig, indeholder fix Luft, maa den befries for denne ved at lade Klokken, hvori den samles, staa i Kalkvand. „C’est par ce moyen que j’espére que vous verrés combien d’air se produit pendant celle reduction, el si une chandelle allumée pouvait soutenir la Hamme et les animaux vivre lå dedans. Je vous serai infiniment obligé, si vous me faites savoir le résultat de cel experi- ment“. Da vi nu af Scheele’s Laboratorieoptegnelser5) vide, at han allerede 1771 — 72 havde underkastet Sølvcarbonat en tør Destillation og derved faaet „aérem fixum und die Hälfte Vitriolluft“ (altsaa ganske, hvad Ligningen: Ag2CO3 = 2Ag-j-CO2-f-O fordrer), medens der blev reduceret Sølv tilbage i Retorten6), er det tydeligt nok, at Scheele ved dette Brev gav Lavoisier Anvisning til at frem- stille ren Ilt og til al overbevise sig baade om dennes overordentlig ildnærende Egenskaber og om, al Dyr levede fortræffeligt deri. Men Lavoisier vides ikke nogensinde at have gjort Forsøget, og det er, idetmindste paa det Tidspunkt, ikke rimeligt, al lian har forstaaet dets Vigtighed, ogsaa for hans egne Undersøgelser. Priestley’s Meddelelse om de ualmindelig ildnærende Egenskaber, Bayen’s Luftart havde vist, har derimod sikkert gjort el stærkt Indtryk paa ham. Han har anet, at der herved aabnedes Udsigt til Løsningen af det store Problem, han saa lang Tid havde tumlet med, Luftens Betydning for Forkalkning, Forbrænding og Aandedrag. Allerede i Nov. 1774 foretog han derfor nogle foreløbige Forsøg med Præcipitatum per se ved Hjælp af et Brændeglas. Den fuldstændige Undersøgelse af Problemet skete dog først 28. Febr., 1. og 2. Marts 1775 i Trudaine’s7) Privat- ') Sml. ovenfor S. 217. 2) Exp. a. Obs. 2, S. 40. 3) Offentliggjort 1890 i Revue gén. des sciences pures et appliquées 1, 1. 4) Nordensk. S. 406. 6) Ib. S. 460. 6) Forsøget beskrives ogsaa i „Ueber Luft u. Feuer“ § 38 (Werke 1, 102) og i et Excerpt deraf, som Gahn allerede har gjort i Nov. 1775 (Nordensk. S. 80). 7) J. C. P. Trudaine de Montigny, Generalintendant for Frankrigs Finantsvæsen og Æresmedlem af Académie des Sciences, interesserede sig levende for Naturvidenskaberne og havde bl. a. paa egen Be- kostning ladet forfærdige en Hullinse paa 4 Fods Diameter, som blev opstillet i Jardin de l’Infant i Oct. 1774. Se Hist, de l’Acad. 1782, S. 62. Lavoisier’s Opusc. ph. & chim. ere dedicerede til ham.