Om Iltens Opdagelse

29 231 laboratorium i Montigny og i Overværelse af Trudaine selv. Resultaterne offentlig- gjordes i den berømte Afhandling „om Naturen af del Princip, som forener sig med Metallerne ved deres Forkalkning, og som forøger deres Vægt“. Denne Af- handling læste Lavoisier i Académie des Sciences 26. April 1775, og den blev trykt i Majheftet af Roz. Observ. s. A. S. 429. Bayen havde vel fundet den Luftart, som dannedes ved Reduktion af Kvæg- sølvkalk med Kul, forskjellig fra den, som opstod ved simpel Ophedning af Kvæg- sølvkalken, for saa vidt som den første var opløselig, den sidste uopløselig eller tungt opløselig i Vand, men dette var ogsaa den eneste Egenskab, han angav ved Ilten. Lavoisier giver derimod først det virkelige experimentelle Bevis for, al de to Luftarter ere totalt forskjellige, idet han gjentager Bayen’s Forsøg, men med den udmærkede Nøjagtighed, som karakteriserer alle Lavoisier’s Arbejder. Ophednin- gen foretoges i ganske smaa Retorter med meget lang smal Hals, og Luftarterne opsamledes over Vand. For Kulsyrens Vedkommende kunde Rumfanget altsaa ikke angives med nogen Sikkerhed; men ved at ophede 1 once af Kvægsølvkalken uden nogen Tilsætning fik han 7 gros 18 grains Kvægsølv (90,7 °/o; ber. 92,6) og 78 pouces cubiques1) Ilt (= 1548 cm3; ber. for tør Ilt ved Normalomstændighederne 1585 cm3). Den Luftart, der dannedes ved Reduktion med Kul, var opløselig i Vand, som herved antog Mineralvandenes Egenskaber; den kunde ikke underholde hverken Forbrænding eller Aandedrag; den fældede Kalkvand; den forbandt sig med største Lethed med Alkalie? og berøvede dem deres kaustiske Egenskaber. Det var altsaa den samme, som dannes ved Reduktion af alle Metalkalke med Kul, hvoraf man med Sikkerhed kunde slutte, at Mercur. præc. per se var en virkelig Metalkalk, „comme l’ont déjå avance quelques Auteurs“ — dette er den eneste Allusion til Bayen, som lindes i Afhandlingen! Den Luftart, som dannedes ved simpel Ophedning af Kvægsølvkalken, var derimod uopløselig i Vand; den fældede ikke Kalkvand; den forenede sig ikke med Alkalier og berøvede dem ikke deres kaustiske Egenskaber; den kunde paany forkalke Metaller, som ophededes deri; dens Rumfang formindskedes ligesom almindelig Lulls ved Tilsætning af Vs Rf. Kvælstoftveilte; den underholdt baade Aandedrag og Forbrænding bedre end almindelig Luft, saa at et Lys brændte deri med større Flamme og stærkere Lys. Af Forsøgene drager Lavoisier den Skilning, at den Luft, som forener sig med Me- tallerne ved deres Forkalkning, og som forøger deres Vægt, ikke er noget andet end den reneste Del af selve den Luft, som omgiver os, og som vi indaande. I denne Afhandling lager L. tydeligt nok Afstand fra Flogistontheorien ved Udtryk som følgende: et Stof, som indeholder „det, som man kalder Flogiston“ eller „Flo- giston for at betjene mig af det traditionelle Udtryk“. Men del fremgaaer ligeledes af mange Udtryk, saa underligt det end kan synes efter lians Udtalelser i Opus- cules phys. et chim. (sml. ovenfor S. 222—223), at hans Standpunkt nu, i April 1775, er dette, at det er atmosfærisk Luft som Helhed, men i den renest mulige Tilstand, der virker ved Forkalkning, Forbrænding og Aandedrag. Dette viser sig ikke 7) En gammel fransk Kubiktomme = 19,84 cm3,