Om Iltens Opdagelse

33 235 tveilte1), som ikke forener sig med Alkalier, og som afgiver Flogiston til Luften og derved farves rød. Med mindre Flogiston giver Salpetersyre Salpetersyrling, som forener sig med Alkalier til virkelige Salte, hvoraf den dog uddrives allerede af Plantesyrer. Denne Luftart giver med Vand efter Omstændighederne en blaa, grøn eller gul Opløsning. Med endnu mindre Flogiston danner Salpetersyre en mørkerød Luftart, og i den er Flogiston saa stærkt bundet, at end ikke Luften foi- maaer at forene sig med det. Ved Destillation af rød Salpetersyre gaaei i Begyn- delsen rød Syre over, derpaa bliver Destillatet farveløst og indeholder nu efter Scheele ren Salpetersyre, men tilsidst, ved stærkere Varme, fyldes baade Retorl og Forlag med mørkerøde Dampe, og i disse brænder et Lys med langt klarere Flamme end i almindelig Luft. Han opsamler disse røde Dampe i en Blære med Kalkmælk, som absorberer de røde Dampe, medens ren Ilt eller, som Scheele kalder den, „Feuerluft“, bliver tilbage. Hvorfra kommer nu det Flogiston, der om- danner den farveløse Salpetersyre til de røde Dampe, og hvorfra kommer Ilten? Intet andet Stof er kommet til end Varme, som jo trænger igjennem alt, og lian slutter af dette Forsøg, at Varmen bestaaer af Flogiston og Ilt, og at det er den, som har afgivet Flogiston til Salpetersyren, hvorved da Varmens Ilt er blevet frigjort. Mangfoldige andre Forsøg stadfæstede denne Slutning. Brunsten er uopløselig i Syrer, med mindre der tilsættes Flogiston, og har, efter hvad han tidligere har lundet, endnu større Affinitet til Flogiston end Salpetersyre. Han opvarmer derfor Bi un- sten med Svovlsyre og faaer udviklet ren Ilt. Atter her dekomponeres altsaa Vai men til Flogiston og Ilt. Flogiston gaaer til Brunstenen, som derfor opløses, medens Ilten frigjøres. Sml. S. 215. Med Brunsten og Fosforsyre sker ganske det samme. Ved Ophedning af Magniumnitrat i en Retort faaes samtidig mørkerøde Dampe og Ilt. Kvægsølvsalpeter forholder sig paa samme Maade ved en saa lav Temperatur, at det røde Præcipitat bliver tilbage. Salpeter selv dekomponerer Varmen i dens Be- standdele. Ved stærk Opvarmning i en Retort udvikles Ilt, og det tilbageblivende Salt er ikke længer Salpeter; thi det flyder lien i Luften, og selv vegetabilske Syiei uddriver flogisticeret Salpetersyre deraf. At Sølv og Kvægsølv afgive deres Flogi- ston til Salpetersyre, at Guld forholder sig paa samme Maade overfor Kongexand, er bekjendt nok. Men ellers holde de ædle Metaller deres Flogiston saa stærkt bundet, at de ikke kunne forkalkes ved Ophedning i Luften. Deres Kalke have altsaa en overordentlig stærk Affinitet til Flogiston, og det er derfor lorstaaeligt, dels, at disse Metallers Kalke, men ikke de uædle Metallers, kunne sønderdele Varmen i dens Bestanddele, dels, at de ædle Metaller ikke kunne forkalkes ved Op- hedning i Luften, thi dersom der gaaer noget Flogiston bort, erstattes det strax igjen ved at Varmen dekomponeres. I Overensstemmelse hermed finder han, at Sølv- kalk, (ogsaa Sølvkarbonat) Guldkalk og Kvægsølvkalk ved Ophedning forene sig med Varmens Flogiston til Metaller og frigjøre dens Ilt. Arseniksyre forholder sig paa lig- nende Maade: den oplager Flogiston af Varmen, danner hvid Arsenik og frigjøi Ilt. ]) At Priestley havde forbundet denne Forbindelse med endnu mere Flogiston til det, vi kalde Kvælstofforilte, nævner han ikke. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 7. Række, naturvidensk. og'mathem. Afd. IV. 3. 31