Om Iltens Opdagelse

35 237 hvori Lavoisier senere brugte Ordet, altsaa som en Flogistonsyre ad modum Svovl- syre, Kulsyre. Han mener, at Varmen, opfattet paa denne Maade, forener sig med de rene Alkalier, Jordarter, Metalkalke til virkelige Salte, og at herpaa Vægtfor- øgelsen beroer, naar et Metal gaaer over til Kalk. Scheele’s rene Metalkalke er derfor noget ganske andet end Stahl’s. Disse, de almindelige Metalkalke, ere efter Scheele Forbindelser af de rene Kalke med Flogistonsyre. De rene Kalke, hvis Forbindelser med Flogiston ere selve Metallerne, kjendes ikke: „ich sage nicht zu viel, dass noch niemand eine reine Erde, ein reines Alkali gesehen“1). Betegnes den rene Metalkalk ved Mk, Flogiston ved Fg, Ilt ved O, saa kan hans Mening om Metallernes Kalcination udtrykkes i følgende Ligning: Mk, Fg + O + Fg, O =■ Mk, Fg O + Fg, O ...«—s, " .S / Z Sl 1 s - 111 111.s 1 1 Metal Ilt Varme Almindelig Varme. Metalkalk Saaledes lyde hans egne Ord: „Enten have nu Metallerne under Kalcinationen ved Hjælp af deres Flogiston tiltrukket Ilt og dannet Varme, eller de have afgivet deres Flogiston til Luftens Ilt og tiltrukket Varme af Ilden: nok er det, disse Kalke indeholde Ilt, som maa være Grunden til deres Vægtforøgelse“2). Da Metal- kalkene, som de virkelig foreligge, saaledes ere en Slags Salte af den svage Syre Varme, maa de udvikle Varme, saasnart de forene sig med et andet Stof, hvortil de have stærkere Affinitet. Alle Slags Syrer, selv Kulsyre, og undertiden allerede Vand kunne fremkalde en saadan Sønderdeling, eftersom Varmen er mere eller mindre stærkt bunden. Tager man neutrale Salte af den Slags, som ved simpel Ophedning afgive deres Syre, f. Ex. Salpetersyresalte af Baryt, Kalk, Metalkalke, eller Salte som Kalkspat, Magnesia alba og opheder dem lil fuld Glødning et Par Timer, saa har man en Række Kalke, som i Steden for Salpetersyre eller Kulsyre indeholde Varme. Nogle indeholde mere, andre mindre, og derefter ere deres Egen- skaber forskjellige, ligesom flere Jordarters kulsure Salte ere forskjellige, eftersom de indeholde mere eller mindre Kulsyre. De, som indeholde mest Varme, afgive Varme allerede med Vand, f. Ex. Kalk og Baryt, og ere desuden opløselige i Vand, noget som er karakteristisk for mange sure Salte af svagere Syrer f. Ex. Fosforsyre, Arsensyre. Flussyre, Kulsyre. Sættes Syrer Lil de glødede Metalkalke, saa opløses de under stor Varmeudvikling, fordi Syrerne uddrive Varmen af dennes neutrale Salte. Ovenstaaende almindelige Ligning gjælder naturligvis ogsaa for den røde Kvægsølvkalk, skjønt han for „Mercurius præcipitatus per se“ synes mest tilbøje- lig til at antage den simpleste Opfattelsesmaade: Mk, Fg-f-O = Mk, Fg O = Mk. Fg + O. Kvægsølv „D et er noget ejendommeligt“, siger han3), „at Ilten, som først ved en lang- som Kalcination berøver Kvægsølvel dets Flogiston, igjen afgiver dette til Kalken J) Ueb. Luft u. F. § 95 (Werke 1, 229). 2) Ib. (Werke 1, 226). 3) Ueb. Luft u. F. § 80 (Werke 1, 179). 3r