Haandværkerforeningen i København 1890-1915
Forfatter: C. A. Clemmensen
Forlag: Langkjærs Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 124
Udgivet i anledning af foreningens 75-aars jubilæum den 20. november 1915
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
65
Død blev udset til at overtage Posten som Formand for Haand-
værkerbankens Bestyrelsesraad, havde han sine store Betæn-
keligheder derved. Han mente, at en Repræsentant for et af
de store Byggefag vilde være bedre egnet, men omsider gav
han efter, og han har udfyldt sin Plads fortrinligt.
GÆTJE havde jo sin egen, lidt drastiske Maade at udtrykke
sig paa. Han havde en kraftig Form, men alle, der kendte
ham blot den mindste Smule, vidste, hvor stor en personlig
Elskværdighed der laa bag. Derfor havde han Frisprog som
ingen anden. Naar han følte en godmodig Trang til at be-
handle et Menneske, som han kun kendte flygtigt, med sær-
deles Venskabelighed, sagde han uden videre »Du« til ham.
Og Gætjes gemytlige »Du« kunde ingen modstaa.
Men han kunde ogsaa optræde med megen Værdighed, ikke
mindst ved sit imposante Ydre, som gav mange en rent for-
kert Forestilling om Manden. Hjemme i min Familje hed han
for Spøg »Grev Gætje«, og det Navn kunde han takke en af
vore Piger for. Hun havde engang lukket op for ham; da man
fortalte hende, at det var Bagermester Gætje, udbrød hun
forbavset: »Ikke andet end Bager! Jeg troede, han var Greve«.
Hans Fremtræden og Væsen kunde maaske nok undertiden
fremkalde Indtrykket af en Person, der holdt af at gøre sig
gældende, men i Virkeligheden traadte han ikke gærne i For-
grunden. Naar Bladene ved en eller anden festlig Lejlighed,
f. Ex. ved et af de store Haandværkerstævner, vilde bringe
hans Billede, søgte Gætje at slaa det hen med en Bemærk-
ning om, at han ikke vilde vide af »Skilderi og Skaaltale«.
Han var en munter Selskabsmand, men sjældent kunde man
formaa ham til at holde en Tale, og paa samme Maade gik.
det, naar vi anmodede ham at synge for os. Og han havde
dog en ualmindelig smuk Sangstemme. »Hvis Du var gaaet
til Theatret«, sagde Kammersanger Simonsen til ham, »kunde
jeg godt have pakket sammen«.
Gætje gjorde sig aldrig til Centrum i en stor Kreds. Han
elskede den lune Passiar i den hyggelige Krog. Men Vrøvlet
var ham imod. Han kunde saa dejligt skære midt igennem
det, saa der blev Luft og Lys til alle Sider.«
En mægtig Skare samledes om Gætjes Baare i St.
Johannes Kirken. Haandværkerforeningens Bestyrelse
og Repræsentantskab fulgte efter Kisten paa Vejen til
5