Industrielle Fremtidsopgaver

9 Perspectivlære o. s. v. Disse Foredrag og Øvelser ere hen- iagte til om Aftenen; om Dagen arbeider Eleven hos den Mester, han har valgt sig til »Patron«. Saaledes er der baade sørget for hans praktiske Uddannelse og for den Underviisning, som han ikke kan faa hos sin Mester. Paa disse to Hovedpunkter beroer Forskjellen mellem den franske og den engelske Udvikling saaledes, som Verdensud- stillingen 1851 i London viser den. Men endnu et Moment drager Semper frem, hvis Betydning vist nok ikke straks blev anerkjendt, men hvori nu ogsaa hans og Reuleaux’s Opfattelse mødes, og som er af væsentlig Betydning for den Udvikling, der skal foregaa. Thi hvem er det, som Haandværkeren og Fabrikanten arbeide for, hvem er det, der skal høste Nytten og Glæden af deres Dygtighed og Smag? Det er Publicum. Forstaaer dette ikke at vurdere deres Frembringelser, er Arbeidet tildeels spildt. Det industrielle Arbeides Fremgang kræver som nødvendig Forudsætning Publicums Forstaaelse. Kjøberne maa og skulle forlange gode og- smagfulde Arbeider; slappes deres Fordringer, slappes ogsaa Producentens Fordringer til sit eget Arbeide. Derfor indskærper ogsaa Reuleaux i sine Breve det tydske Publicum, at det har en væsentlig Andeel i det Arbeide, der skal udføres for at løfte den tydske Industri; det maa ikke lade sig bestemme i sit Valg alene af Hensyn til Prisen, men skal ogsaa tage et væsentligt Hensyn til Qvaliteten; først naar det har belært sine Haandværkere om, at det ikke vil have de daarlige Varer, er der Udsigt til, at disse ville for- svinde. Denne Publicums eller Kjøbernes Opgave lige over for Producenten er overalt den samme, og derved kommer der et nyt Moment ind i Udviklingen. Man tør jo nemlig ikke forudsætte, at Kjøberne gjennemgdaende ere saa kyndige og kunstforstandige, at de altid skulde kunne forstaa at vrage, de maa selv veiiedes og uddannes, og den Virksomhed, der skal udfoldes for at hæve Industrien, bliver derfor af en dobbelt Art, idet den ikke blot kræver Underviisning og Belæring for Frembringerne, men ogsaa for Forbrugerne. Heldigviis er der intet stort, gabende Svælg imellem disse to Opgaver. At Haandværkerne skulle have Underviisning, at denne væsentlig bør gaa i Retning af at udvikle og at uddanne deres Smag, og at Kunstskoler ere et af Midlerne hertil, er