Det Danske Haandværks Historie

109 hed.“ Man betragtede sit Lav som en fri Organisa- tion, ikke som en Institution, der var paabudt af Øvrigheden og hvis Indgreb man. var nødt til at bøje sig for. Det var forekommet, at et enkelt Lav endog havde modsat sig at optage en Frimester, som havde faaet kongelig Privilegium til at blive optaget som Lavsmester og først føjede sig for en Højesterets- dom. Man ansaa den Slags Privilegier som Brud paa Ejendomsretten. Det er udfra den samme Tanke- gang, man nu optræder overfor Kommissionen. Man hævdede sine Rettigheder paa det kraftigste. Kom- missionen havde vakt Uro blandt Svendene, den havde overtraadt sin Kompetence, den havde for- handlet med Svendene om andet end det, de ankede over og uden Ret samtalet med dem om at kunne blive Frimester. Kommissionens Medlemmer var jo ikke Haandværkere, og havde derfor ingen Indsigt i hvad der hørte til deres Fag og Metier, og intet havde været lettere end at tage Masken af Svendene paa Stedet, hvis „Haandværksstanden blot havde været saa lykkelig, at nogle af dens Medlemmer eller et Par med Kundskab om deres Sæder og Tænkemaade udrustede Mænd havde været forundt Sæde i Kom- missionen.“ Næppe en blandt tyve af Svendene havde ringeste Begreb om det væsentlige i Profes- sionen, fremhævede Tømrerne; de var simple Ar- bejdskarle, der kun kunde hugge eller save et Stykke Tømmer efter det Maal, de fik opgivet; de kunde umuligt staa paa egne Ben som Mestre eller Fri- mestre. I samme Tone taler Snedkerne. Svendene havde ikke noget at klage over. Enhver ordentlig Svend kunde med Lethed lægge de Penge til Side, som det kostede at lave Mesterstykke. De, som hidtil havde