Det Danske Haandværks Historie

110 søgt om at blive Frimestre var alle Stympere i Pro- fessionen, letsindige Fyre, der svirede eller fjasede med Fruentimmer i Stedet for at tilegne sig nyttige Kundskaber. „Er det for dem, Kommissionen vil bane Vej,“ spørges der. Og med en behændig Ven- ding tilføjer man: Hvorfor kræves der Prøver af de studerende. Der skal ligesaa megen Kunst til at blive Snedker, som der skal Studium til for at bestride mangfoldige Embeder. Haandværkeren sidder inde med lige saa megen Dygtighed som de fleste Em- bedsmænd, men alligvel bliver han stedse tilsidesat og overset. Haandværkeren er udelukket fra at blive valgt ind blandt de 32 Mænd, uagtet han føler sig i Besiddelse af de samme Betingelser og Adkomster som Mændene af de Klasser, der hidtil har beklædt disse Poster. „En Aarsag, hvorfor Lavet er saa me- get undertrykt, og hvorfor dets Betænkning aldrig høres eller trænger igennem. Den blot høres som et Skjul. Kancelliet gør, uagtet vor Indsigelse, hvad det vil.“ Der er i disse og andre Udtalelser, som fremsattes for Kommissionen meget, der kunde tyde paa, at Haand værket var ble ven grebet af en ny Aand, og i mange Retninger er dette ogsaa Tilfældet. Man føler Uretten i at vedblive med at være den oversete og tildels ringeagtede Stand, man opponerer kraftigt mod Autoriteterne, og i mange Henseender rører der sig rundt om i Lavene en ny og stærk Selvstyre- tendens, der satte sig Spor i Valgene af Lavenes Til- lidsmænd og i forskellige Forandringer af de gamle Organisationsformer; man holder ret ofte Møder uden at spørge Magistraten om Tilladelse. Men hele denne Oppositionsaand stak, naar alt kom til alt, dog ikke ret dybt. Og i en Henseende stod