Det Danske Haandværks Historie

112 en Mester sin Svend, skulde han gøre ham en Æres- erklæring for Politiretten, og bøde 2 Rdlr. Forhaa- nede omvendt en Svend sin Mester, skulde han gøre ham Afbigt og straffes med 4 Dages Vand og Brød.' Endelig indførtes Retten til at blive Frimester for en- hver indfødt Svend, der havde arbejdet som saadan i fire Aar, derimod blev der ikke noget af Kommis- sionens Indstilling om, at den Slags Mestre efter For- løbet af andre fire Aar kunde blive Lavsmestre. løvrigt var det Kongens Hensigt at hædre Haand- værkerne. Derfor skulde Halvdelen af „de32Mænd“, efterhaanden som der blev Pladser ledige, besættes med Kunstnere, Fabrikører eller Haandværkere. Lo- vens Hensigt var i det hele, som det hedder i dens Indledning at „ophjælpe Vindskibelighed og bevirke Kundskabens Udbredelse blandt Haandværkeme. Uordenen skulde hæmmes, Adgang til Næring lettes, Flid og Oplysning fremdrives, og begge disse i For- ening med Retskaffenhed opmuntres ved at udmær- kes med fortjent Hæder. Loven er, som man ser, lige saa meget et smukt Program. For Øjeblikket havde den kun ringe Be- tydning udover den at vise Tendensen hos Regerin- gen og de ledende Tanker hos Datidens Dannede. Der er ingen Tvivl om, at Meningen var god nok. Man ønskede at forvandle Haandværkerstanden, at gøre den. til det Modsatte af, hvad den var, som Rasmus Nyerup skriver, nemlig „oplyste, kunstfor- standige, agtede og ærede.“ Nu kan der næppe være nogen Tvivl om, at naar Samtiden saa ned paa Haandværkerstanden, saa var en af Grundene den, at den virkelig var uoplyst. Det var den store Fare for Standen, at den manglede Føling med Tiden og det Samfund, den levede i. Den