Det Danske Haandværks Historie

113 kom til at staa fuldstændig isoleret, derfor ogsaa i mange Henseender uforstaaet. Den følte sig ud fra gammel Standsbevidsthed som noget for sig selv, og derfor maatte Tiden gaa den imod. Naar Samtiden ogsaa klager over, at Haandvær- kerne var uduelige, kan vi, der lever bagefter, dog roligt hævde, at deri havde Samtiden Uret. Haand- værkerne var maaske noget gammeldags, fulgte ikke med Tiden i Henseende til Optagelse af nye Metho- der og nye Smagsretninger, men de Arbejder, der er os efterladte, vidner baade om solid Dygtighed og god Smag. Men ud over den rent faglige Dygtighed naaede man ikke. Det er da ogsaa betegnende, at Haandværkerstan- den staar ganske udenfor alle de Forsøg, der i Slut- ningen af det 18. Aarhundrede blev gjort til dens „Forædling“. Det var Mænd fra de højere Klasser, der førte an i Diskussionen, og det var en Præst, N. H. Massmann, der Aar 1800 gjorde det første praktiske Forsøg paa at udvide Haandværker- standens Kundskaber, ved at oprette „de Massmann- ske Søndagsskoler“. At der i og for sig var Trang til Uddannelse inden- for Haandværkerne viser netop disse Skoler. Af Ho- vedstadens c. 1000 Lærlinge, fik saaledes de første Aar 227 Undervisning, et Tal, der 1805—06 endog naaede op til 476, men saa rigtignok de nærmeste Aar efter, paa Grund af de ulykkelige Tidsforhold, dalede en Del. I Provinserne var det ligeledes Præster, der tog denne Gærning op, men det skulde vare mere end en Menneskealder, før Haandværkerne selv begyndte paa at tage Undervisningsspørgsmaalet op selv. Det danske Haandværks Historie 8