Det Danske Haandværks Historie

114 Det var Værkstedsoplæreisen, der for Haandvær- keren var Hovedsagen. Den var i det hele solid og god. Men gammeldags var den. Det, der fremfor alt manglede Haandværkerne var efter Datidens Mening Øvelse i Tegning, og nægtes kan det naturligvis ikke, at i den Henseende levede den gamle Haandværker altfor meget paa Tradition. Man lagde udelukkende an paa Haandfærdigheden. Skulde der endelig en Tegning til, saa brugte man som Regel altid et gam- melt „Ritz“. Det er let forstaaeligt, at denne Frem- gangsmaade kunde og maatte fremkalde Klager. Om Guldsmedene hedder det saaledes 1771: „de have ikke og vilde ikke være sig om bedre Indretninger og Værktøj til at kunne i kortere Tid og med mindre Besværlighed gøre smukt Arbejde“. 1784 faar Gørt- lerne følgende Skudsmaal: „de mangle geometrisk Kundskab nok saa vel som de udfordrende Maski- ner og Redskaber for at kunne arbejde med Akku- ratesse.“ Om alle Fag lød der lignende Klager. Om Skomagerne hed det, at Fodtøj kun kunde faaes ef- ter Bestilling, og fik man det, passede det som Regel ikke. Snedkerne anvendte ikke tilstrækkelig tørt Træ o. s. v. Men især var det dog Haandværkernes Mangel paa Smag og Kunstfærdighed, der ankedes over. Det er for at hjælpe paa den, at der under Stru- ensees Regimente i Aaret 1771 under Kunstakade- miet blev oprettet Tegneundervisning for alle de Haandværk, som havde Brug derfor ved deres Ar- bejde „paa det at den godeSmag og de rigtige Grund- sætninger i Tegning ikke alene blandt Kunstnerne, men endog iblandt Haandværkerne, som udkræve Kundskab i Tegning, kunde vorde udbredet.“ Desuden blev det paabudt, at alle Tegninger til