Det Danske Haandværks Historie

117 Lærlinge, saa var den Tegneundervisning, de fik gan- ske uden Betydning. Fagtegning lærtes nemlig ikke. Det var kun Frihaandstegning og Tegning efter An- tiker o.s.v. Det morede selvfølgelig ikke Drengene, og at Mestrene kunde synes, at Tiden var bedre an- vendt til Arbejde paa Værkstedet, kan man næsten ikke fortænke dem i. Haand værkslærlingene synes da ogsaa i stor Ud- strækning at have betragtet Timerne paa Akademiet som Fornøj elsesunderholdning, og et er ihvert Fald sikkert, at de gjorde Gaderne ret usikkre, naar de i store Flokke strømmede bort fra Akademiet. „Akademidrengene“ blev et berygtet Folkefærd. De sloges paa Gaderne, forulempede Folk og for- øvede alle Slags gale Streger. Ved selve Undervisningen gik det ikke stort bedre. Der herskede efter samtidiges Vidnesbyrd en fryg- telig Mangel paa Disciplin. Det er da intet Under, at Dommen 1790 kan lyde, at de danske Haandværkere „ikke have Begreb om Tegning og Perspektiver“ og ikke vide, hvorfor dette eller hint er smagfuldt. I Begyndelsen af det 19 Aarhundrede hedder det i en anden Udtalelse, at de udlærte Svende ofte ikke forstaar det ringeste af, hvad en Svend bør vide“, og at disse Udtalelser fra en Side seet ikke har været uden Berettigelse, kan man skønne deraf, at Kunst- akademiet i Tidsrummet fra 1790 til 1810 forkastede over Halvdelen af Malerlavets Mesterstykker, og om enkelte af de antagne hedder det, at de fandtes saa maadelige, at de burde have været kasserede, men at man havde ladet Naade gaa for Ret. Man kan da gætte sig til, hvorledes Gennemsnittet af Mesterstyk- kerne har set ud.