Det Danske Haandværks Historie

125 sine Rejser sætter sig ind i de herskende sociale Forestillinger, studerer Sprog og Historie og 1839 overtager Redaktionen af „Kjøbenhavnsposten“. Der er Snedkersvenden H. P. Frederiksen, der i Udlan- det sætter sig ind i Politik og herhjemme bliver en af de ivrigste „liberale“. Kort sagt der er ved at vaagne et nyt Liv, ogsaa paa de forskellige Omraader, der vedrørte Haandværkernes Stilling som Samfunds- borgere og deres Uddannelse. Allerede 1806 havde Kobbersmedemester Jørgen Conradt oprettet „Institut for Metalarbejdere“, som blev godt besøgt, men det blev længe det eneste For- søg, der udgik fra Haandværket selv. Der var endnu paa den Tid ingen Trang til forbedret Uddannelse. Akademiet søgtes kun i forholdsvis ringe Grad, hvad der i og for sig ingen Under var, eftersom dets Teg- neundervisning stadig var altfor „akademisk“ og slet ikke indrettet for Haandværkere, end ikke ordnet fagvis. Man kan endog roligt hævde, at selv den meget priste Professor G. F. Hetsch ikke i Virkelig- heden havde nogen Sans for, hvad der stemmede med Haandværkets Tarv og vel endog med sine klas- siske Fortegninger sigtede ganske forkert og bidrog sit til, at vort Haandværk kom ud af det, det endnu havde bevaret af god gammel Tradition. Det er der- for ganske forstaaeligt, at Undervisningen gik Ele- verne over Hovedet. 1832 besøgtes Akademiet saa- ledes kun af 400 Lærlinge, deraf var Halvdelen Ma- lerlærlinge, medens kun 54 var Murer- og Stenhug- gerlærlinge, 52 Tømrerlærlinge, 24 Snedkerlærlinge, 13 Smedelærlinge, 7 Guldsmedelærlinge, 5 Gørtler- lærlinge, 4 Lærlinge fra Porcellænsfabriken o.s.v. Dette var et ringe Resultat, og undres kan man derfor heller ikke over, at Guldsmedelavets Older-