Det Danske Haandværks Historie

137 har tilvendt sig hele Nettooverskudet af alt Arbejdets Udbytte.“ Trods den Slags „socialistiske“ Udtalelser var Haandværkerstanden dog i det hele ikke særlig vakt i politisk Henseende. Da Haandværkerforeningen saaledes i 1848 opstiller sin Liste over Kandidater til den grundlovgivende Rigsdag, ønsker man frcirn for alt „en sindig Udvikling“. Resultatet var da og- saa, at der kun valgtes en eneste Haandværker, Tømrermester Kayser, og han var endda opstillet baade af Hippodrommændene og det nationallibe- rale Parti. Haandværkerne var, naar det kom til Stykket, altfor bange for Liberalismen til at gaa med i den frisindede Bevægelse. Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn indsender endog sammen med Han- delslavene i Februar 1849 en Adresse mod den lige almindelige Valgret af Frygt for „at Købstædernes særegne Industri ligesom Købstadborgernes Tarv i det hele“ skulde blive tilsidesat af „en Landborepræ- sentation, der overvejende i Antal, som Landbefolk- ningens Forhold til Købstadbefolkningen har med- ført, tillige paa Grund af det lave aandelige Stand- punkt, paa hvilket Flerheden af Vælgerne i Land- kommunerne staa, vil savne den Indsigt og moralske Styrke, som en Folkerepræsentation dog maa be- sidde, naar den skal være i Stand til alsidig og upar- tisk at varetage alle Samfundsklassers fælles Tarv.“ Haandværkerstanden var — hvor demokratisk den end var i Theorien — dog i Praksis bange for at se „Frihedsideerne“ førte ud i Livet. Den er f. Ex. gennemgaaende Modstander af den almindelige Værnepligt. Den kan — som f. Ex. Skomagermester J. P. Mouritzen — argumentere saaledes mod den: „En Haandværker rykkes af Militærtjenesten ganske