Det Danske Haandværks Historie

139 Arbejdere, som de saa vil tvinge til en ussel Dag- lejers og Fabrikarbejders maskinmæssige Virksom- hed, saalænge man behøver dem, og saa en Forsky- delse over paa det offentliges Bekostning, man un- dergraver den store Lavshjælp o. s.v.“ Man kan ikke nægte med senere Tiders Udvikling for Øje, at dette i mangt og meget var rigtigt set. Men det, der var Fejlen i Haandværkerstandens Standpunkt var Manglen paa Evne til at imødegaa Tidens Udvikling ved Nydannelser, Manglen paa Evne til at omforme de gamle Organisationer efter Tidens Aand. Den ensidige Holden paa det gamle og den gen- nemgaaende Uformuenhed til at komme ud over det bestaaende var saa stærk, at det gamle Lavsvæsen maatte gaa til Grunde derpaa. Efter at den nationale Bevægelse i og efter Krigen 1848—50, der foreløbig havde hæmmet Agitationen mod Lavsvæsenet, var kommen ind i rolige Baner, kom det sidste og afgørende Stød fremad mod Næ- ringsfriheden. Vel var Behandlingen af Lavskommissionens Be- tænkning ved Diskussionen om den i 1854 i Kjøben- havns Borgerrepræsentation ikke faldet ud til Ugunst for Haandværket, for saa vidt som den i det store og hele stillede sig paa det bestaaendes Grund, men i Grundlovens § 88 var nu en Gang givet Løfte om, at alle Indskrænkninger i den frie Adgang til Er- hverv skulde hæves, og det angav Grundtonen i den offentlige Mening. Mod denne havde Haandværkerstanden i Virkelig- heden intet at stille op. Den fastholdt gennem alle Stadier, Pjecer, Møder, Rigsdagsforhandlinger, Adresser, Henvendelser til Regering og Konge med