Det Danske Haandværks Historie

17 Alle Gilder samler sig da om at yde Brødrene Understøttelse i Tilfælde af Sygdom og Død. Blev nogen Broder eller Søster syg, da var de andre Brødre og Søstre pligtige til at vaage over den syge. Døde han, skulde man sørge for en ordentlig Begra- velse og for den dødes Sjælefred ved Messer. Vilde nogen Broder paa Pilegrims Færd, skulde han hjæl- pes dertil. Brændte hans Hus eller Gods, var han berettiget til Understøttelse, om han trængte dertil. Gildet var et Broderskab, et lille Slægtssamfund for sig, indenfor hvilket der saavidt muligt gjaldt om at hjælpe hverandre indbyrdes, i hvad der saa end kunde komme for. Ingen Gildebroder maatte saa- ledes føre Klage over en anden for Retten, før Sagen var bleven forsøgt mæglet og forligt indenfor Gildet. Og ligesom man hørte sammen som en Familie i alle Livets alvorlige Tilfælde saaledes naturligvis ogsaa i Gammen og Glæde. Man havde fælles Vær- nehelgen, fælles Præst, fælles Messer og Gudstjene- ste, og i Gildets Sammenkomster skulde alle deltage. De aarlige Stævner, hvoraf der som Regel holdtes fire, var store Højtider. Til at forberede og ordne dem valgtes der „Gærdemænd“, der skulde sørge for 01- og Mad, for Lys og Brændsel, for at Gilde- huset pyntedes med Grønt og Bænkene redtes med Hynder. Maden og Øllet var vel nok det vigtigste ved disse Stevner, og det var ikke Smaating, der for- tæredes ved disse Lejligheder. Der tales baade om Saltmad og ferske Retter, om Hvedebrød og Kager, om Smør og Ost. Stærke Krydderier som Peber, Sa- fran og Sennop brugtes til at give Maden Smag og 01 i Tøndevis til at skylle den ned med. Undertiden nævnes ogsaa Vin. Der var bestemte Regler for, hvorledes man Det danske Haandværks Historie 2