Det Danske Haandværks Historie

16 En saadan Fordring kan man i og for sig heller ikke undre sig over, naar man husker, at Gilde- brodrene paatog sig ret vidtgaaende Forpligtelser overfor hverandre. Gildet erstattede jo i mange Henseender Slægten. Man skulde staa inde for hinanden, hjælpe hinanden i alle Henseender, i Livsfare, i Sygdom, i Nød; der var ikke blot Tale om Hjælp i alle Retssager, med at betale Bøder, med at yde Understøttelse i Tilfælde af Sygdom eller Død, til Pilegrimsrejser, Ildsvaade, men man skulde ogsaa omgaaes hinanden selska- beligt og socialt. Intet Under derfor, at man fordrede en vis Ligestillethed i ydre Kaar. Haandværkerne maatte derfor blive de smaa. De boede i de lave Huse, og de kunde slet ikke i nogen Henseende tage det op med de velhavende. I de fleste Tilfælde har de derfor sikkert maattet staa udenfor og hjælpe sig, som de kunde bedst. Det er derfor ingen Under, at Haandværkerne, da de blev nogenlunde talrige, dannede deres egne Gilder. At det til at begynde med særlig har været den gen- sidige Hjælp og Støtte, man kunde yde hinanden, der har været Aarsagen til Gildets Stiftelse, fremgaar af mange Ting, bl.a. af selve Gildestatuternes — Skraaernes — Indhold. Undertiden siges det ogsaa direkte, som naar det f. Ex. hedder i Indledningen til Odense Skomagersvendes Skraa fra 1405—06. „Det -skete saa i fordums Tid, at stor Død regerede over al Verden, som man kaldede Pestilens. Da frygtede saavel unge som gamle, fordi at Døden han sparer ingen, da frygtede ogsaa Skomagersvendene i Odense for Døden og tænkte dem saa, at de vilde fly deres Ting saa, at han skulde være vel forestanden-----“