Det Danske Haandværks Historie

21 saa at de alle fik nogenlunde lige Andel deri. Alle var de underkastede Kontrol af deres Arbejde, og ingen maatte underbyde den anden. Der skulde hol- des ens Priser. Alle disse Bestemmelser træffes i den udtrykkelige Hensigt at skaffe den enkelte Haandværksmester et tilfredsstillende Omfang for sin Afsætning, og dette Omfang blev i alt væsentligt begrænset af, hvad den enkelte Haandværker selv kunde udføre. At udvide sin Virksomhed laa den gamle Haandværker fjærnt. Han var bunden i den personlige Udførelse af sit Arbejde. Det færdige Produkt var en Del af ham selv, et Resultat af hans Kunnen, af hans Kunstfær- dighed, og det voldte ham ingen Glæde at overlade dette Arbejde til andre. Fortjenesten ved at holde Folk var i de fleste Tilfælde ogsaa ringe, fordi Be- talingen for færdigt Arbejde vistnok kun sjældent overskred de rene Produktionsomkostninger ret me- get. Tendensen gaar derfor ogsaa ud paa at spalte Erhvervene i Enkeltmandsbedrifter. Naturligvis kunde den Tilbøjelighed, der udfoldede sig indenfor Lavene i Retning af at indskrænke Adgangen til disse let opfattes som Monopolbestræbelser, og efter deres Natur er de det ogsaa, men man maa ikke glemme, at dette Monopol for den middelalderlige Haandværker ikke har været særlig indbringende, ja sikkert kun har givet ham saa megen Fortjeneste, at han havde lige, hvad han behøvede for at leve. Man hører da heller aldrig tale om rige eller blot vel- stillede Haandværkere, saa det deres Stræben er gaaet ud paa mere maa opfattes som en Kamp for at bevare deres smaa Indtægter end at erhverve sig en indbringende Eneret. Monopolister var for saa vidt alle erhvervsdri-