Det Danske Haandværks Historie

37 Det skulde imidlertid snart vise sig, at den Øvrig- hed, der havde givet Reglerne, ikke formanede at føre dem ud i Livet. De nye Bestemmelser kom i meget kun til at staa paa Papiret. De genopstandne Lav forklarede og supplerede Artiklerne paa deres Vis eller handlede ganske imod dem. Allerede i August 1622 maa Christian IV ud med en ny Forordning, af hvis skrappe Udtryk om „ind- bildede afskaffede Skraaer“ man tydeligt fornemmer, hvor Tampen brænder. Kongen skrider ind mod La- venes Sædvane at ville udespærre de uægte fødte, „ligesom bedre skulde være, at en uægte sig med Le- diggang skulde opholde end ved et ærligt Haandværk nære og føde.“ Det paabydes nu derfor, at ny tilkom- mende Mestre, i Stedet for som hidtil hos Olderman- den, for Fremtiden skulde lade sig indskrive hos Øv- righeden, der da havde at give vedkommende Older- mand Meddelelse. Endvidere indskærpes det, at Ind- gangspengene kun maatte være 1 ungersk Gylden til den Stues Leje, hvor Lavets Sager afgjordes. Trods denne Bestemmelse kan vi imidlertid hos saa godt som alle Lav, hvis Papirer er bevarede, kon- statere, at alt meget hurtigt igen kom ind i den gamle Skure. Snedkerlavet i Kjøbenhavn kan i den Henseende bruges som et typisk Exempel. Bestemmelsen om, at ingen uægtefødt maatte for- menes Adgang til Lavet, har sikkert aldrig været overholdt. Paa samme Maade med Mesterstykket. Faa Aar efter den ny Skraaes Udstedelse omtales Mesterstykker som almindelige. At man har været sig det ulovlige i denne Fordring bevidst fremgaar udtrykkeligt af en Indførsel i Lavsbogen fra 1632, ef- ter hvilken Heinrich Falstede begærede og fik Til-