Det Danske Haandværks Historie

36 lige flere Gange om Aaret skulde være Lavet be- hjælpelig med dets Sager. Ingen maatte forhindres i at komme i Lavet. Den eneste Afgift, der skulde betales, var 1 Daler til Ol- dermanden og */2 Daler til Skriveren. Siden skulde der i en eller to Terminer betales 3 Dir. til Lavets „Nytte og Forbedring“ og 4 Dir. til „gamle, fattige, forarmede Embedsbrødre og deres Hustruer til Hjælp og Trøst og at stedes til Jorden med, naar de ved Døden bortkastes.“ Mesterstykke var der ikke Tale om at aflægge, lige saa lidt som der maatte forlanges noget Gilde. løvrigt betones den gamle Lighed mellem Mestrene indbyrdes, idet det fastsættes, at ingen maatte holde flere end et vist indskrænket Antal Svende, noget for- skellig for de forskellige Fag. Ingen Mester maatte heller betale sin Svend større Løn. end den anden. Naar undtages Forholdsreglerne mod Mestrenes tidligere Afspærringstendenser og Prisansættelser samt mod de sædvanlige Gildelag, var der i og for sig intet særlig nyt i Skraaerne. Tværtimod var de enkelte Bestemmelser næsten de samme, som de al- tid havde været. Det er Aanden og Tonen, der er ny. I Stedet for den gamle broderlige Overenskomst, hvor man i gemytlig Snakkesalighed skrev de enkelte Paragrafer ned, eftersom man kom i Tanker om dem, staar vi her overfor en kold, klar, bureaukra- tisk Orden. Skraaen er ikke længer en Vedtægt, der gælder mellem Venner, men et Politireglement, hvor- efter der kommanderes over en Flok Undersaatter. Alt, hvad de gamle Skraaer indeholdt om kollegialt Samliv, om Gilder og muntre Drikkelag, er ubarm- hjærtigt strøget.