Det Danske Haandværks Historie

38 ladelse til at staa sit Aar efter „den gamle Skraa og Ordning.“ Ligesom vi tidligere har set Sadelmagerne ty til de- res gamle Skraa, ser vi her Snedkerne gøre det sam- me, hvad der tyder paa, at det har været en ret al- mindelig Skik hos Lavene at holde sig til deres gamle Bestemmelser, naar de ny knappe Artikler ikke pas- sede paa Forholdene. Man kom saaledes ind paa at gennemføre det saa- kaldte „Mestersvendeaar“, hvorved forstodes en Tid af et Aar, i hvilken den Svend, der ønskede at blive Mester, maatte forberede sig til Værdigheden. Gan- ske vist kunde man købe sig fri for denne Prøvetid ved en Afgift paa 30 Dir., men det var de færreste, der havde Raad dertil. Man blev imidlertid ikke staa- ende alene ved Mestersvendeaaret, men kom endog- saa meget hurtigt ind paa at regulere Tilgangen ved kun at antage et vist Antal ad Gangen, og 1643 er man endog naaet saa vidt, at man vedtager, at af alle de Svende, der staar paa deres Aar, maa kun en blive Mester om Aaret. Foruden Mestersvendeaaret indføres Vandre- aarene som obligatoriske for enhver Svend, inden han kunde blive Mester. Medens en Ungsvend endnu i 1636 maatte tage Arbejde hos en hvilken som helst Mester i den By, hvor han havde udlært, naar hans Læremester ikke vilde beholde ham, saa vedtages det 1638, at Ungsvendene ubetinget skulde vandre i tre Aar, saafremt Læremesteren ikke havde Brug for dem. Herfra og til at sætte Indgangspengene op og til at indføre allehaande ganske ulovlige Afgifter, var der kun et lille Skridt. 1640 ser vi saaledes, at den ny indtrædende, foruden de i Skraaen af 1622 fastsatte