Det Danske Haandværks Historie

VI DEN GAMLE HAAND VÆRKSMESTER Den gamle Haandværkers Virkefelt var Købstaden. Det var dens Befolkning og Omegnens Beboere, der gav ham hans Existens. Men ringe som Forbruget var og fattigt og lidet kapitaldannende som den gamle Tid vedblev med at være, var Haandværkeren kun arm og lidet anset. Han kom langt ned i Rang- klasserne. Først kom Byens Matadorer, Embeds- mænd, de store Købmænd, Bryggere, saa andre Bor- gere og først da Haandværkeren. Selvom han regnes til Byens Borgerstand, saa faldt han i hvert Fald al- tid ind under Begrebet „menige Almue“. Haandværkeren boede i de lave Boder. I hans fat- tige Stuer var Indboet saa ringe som muligt: en stor Seng til Mand og Kone, en Slagbænk til Børnene, Træborde og Bænke, ingen Luxus. Ofte havde han Værksted i den samme Stue. Men selvom han ogsaa efter sit Fags Beskaffenhed raadede over et særligt Rum til sit Arbejde, saa blev dette dog hele hans Verden. En lille Verden med snævre Skranker. Var hans Vandringstid endt, naaede* hans Synskreds al- drig udover Værkstedets dunkle Ruder. Hans Inter- esser blev Arbejdet indenfor fire Vægge. Det havde han lært, det skulde han leve af, og selvom han havde haft nok saa megen Lyst til en anden Be- stilling, saa var det umuligt. Derfor blev den faglige Uddannelse den gamle Haandværksmesters Et og 4*