Det Danske Haandværks Historie

52 Alt. Uden den var man en Fusker og ikke Godtfolks Agtelse værd. . Netop paa Grund af den ensidige Oplæring kom den gamle Haandværker aldrig ud over Kasteaanden. For ham faldt det som det eneste naturlige og rig- tige, at Lovgivningen blev indrettet for hans Bedste. Han forstod ikke, at der udenom kunde opvokse an- dre Klasser, at der fremkom nye Arbejdsmethoder, ny Teknik, at det gamle lokale Markeds Ukrænkelig- hed og hans Eneret ikke kunde bevares i det uende- lige. Han forstod kun det gamle. Men det forstod han ogsaa til Gavns. Ved Siden af denne Indskrænkethed havde den gamle Haandværker sine gode Sider. Nøj- som som han var i sine Fordringer til Livet, brød han sig i Grunden ikke om andet end at faa Lov til at sidde uforstyrret og svare Gud og Hvermand sit. Han lod „de store“ passe Byens Styrelse uden at blande sig i” hvad de fandt for godt. Naturligvis kunde han sidde og „kandestøbe“ om, hvordan det burde være altsammen meget anderledes og meget bedre, men ydmyg og lille som han af Hjærtet var, lod han dog alt gaa ved det gamle. Men sit Haandværk, det forstod han sig paa, og det elskede han. Han var dog, naar alt kom til alt den faglærte og han holdt nok af at fremhæve det ved passende Lejligheder overfor simple Arbejdere og Bønder, der intet havde lært. Fra tidlig Morgen til Aften silde kunde han sidde paa sit Værksted og glæde sig over, hvorledes Arbejdet skred frem, og hvor godt det blev udført. Blev hans Synskres ikke vid, blev Fordybelsen i Arbejdet saa meget større. Og naar det saa stod fuldendt, kunde han hæge og pudse om det og knapt nænne at bringe det ud af