Det Danske Haandværks Historie

53 sit Hus. I stolt Bevidsthed om, hvad han havde frem- bragt, kunde han sætte sit Navn paa som Caspar Fincke gjorde det paa de smedede Gitterdøre til Christian IV’s Kapel i Roskilde Domkirke: „Caspar Fincke bin ich genannt, dies Arbeit wohl bekannt.“ Caspar Fincke og Fæller havde deres Arbejde i Fingrene, de behøvede ingen Kunstner til at lave For- tegninger. De havde arvet Kunsten fra deres For- gængere, vidste, hvad Materialet kunde yde, vidste, hvor Grænsen laa, som ikke kunde overskrides, selv- om de jo nok en Gang imellem, for rigtig at vise de- res Kunstfærdighed, kunde lave lovlig mange Snirk- ler og Sving. Men den gamle Haandværker havde den Kend- skab til Stof og Værktøj og hele den empiriske Ar- bejdsmethode, der er egen for hele den gamle Haand- værksproduktion. Han vidste maaske ikke, hvorfor netop Tingen blev saaledes ved den eller den Arbejdsproces, men han vidste nøje, hvorledes den blev, naar han bar sig saaledes eller saaledes ad. Han kendte til de mindste Enkeltheder, Hemme- ligheden ved de forskellige Arbejdsprocesser og be- varede den trofast for sig selv og sine Efterkom- mere, vaagede nøje over, at den ikke blev røbet for udenforstaaende. Intet Under, at der ofte dannede sig en egen Nim- bus af Ærværdighed over de forskellige Haandværk, at man gav dem Glans og Fornemhed. Ja undertiden væver Sagn og Myte et Slør af Ælde om enkelte Haandværk, saaledes at man fører deres Oprindelse tilbage til den graa Oldtid.