Det Danske Haandværks Historie

54 I Ystad Smedenes Skraa fra 1496 hedder det f.Ex.: „Smedelav er et Embede, som Verden ikke kan und- være, det er det værdigste Embede af Ligemænd, i Verden er, det er en Støtte og Hjælp til alle Embeder; uden Smed kan ingen sig bjærge; saasom gramma- tica er til anden Kunst, der viser Vej til andre Kun- ster; Af Smede er komne Pave, Kardinaler, Biskop- per og den hellige Kirkes Formænd, af Smede have været Kejsere, Konger.“ Men Smedene er langtfra ene om at berømme deres Haandværks Ære og Anseelse. Hvert Fag gør sit til at føre det saa langt tilbage i Tiderne som mu- ligt. Snedkerne roser sig af, at de allerede var til paa Salomos Tid, eftersom han jo lod Arken gøre af det kosteligste Træ. Hjulmagerne er ikke i Tvivl om, at de jo er et meget gammelt Fag, da jo allerede Pro- feten Elias for til Himmels paa en Vogn. Ingen stik- ker dog Skrædderne, der fører deres Kunst tilbage til Menneskenes Skabelse, hvor Vorherre selv var Skrædder. Saaledes har omtrent hvert Fag sin Sagndannelse. Sandsynligvis beror denne paa Haandværkernes na- turlige Lyst til at berømme sig selv, og har vistnok for en stor Del sin Oprindelse fra de vandrende Haandværkere, hvem det maatte falde naturligt at rose deres Kunst, hvor de kom hen. At de vandrende Haandværkere, og da navnlig de, der nødvendigvis maatte arbejde sammen, naar det drejede sig om store Arbejder, ogsaa maatte faa mange indbyrdes Hem- meligheder af faglig Art, som det af Konkurrence- hensyn gjaldt at værne om er ganske forstaaeligt. Ingen naar i den Henseende de vandrende Byg- ningshaandværkere, navnlig Murerne, der i deres Foreningspunkter „Bauhütten“ havde et Slags hem-