Det Danske Haandværks Historie

55 meligt Samfund, hvis Skik og Brug ingen Broder maatte røbe under Trudsel af stræng Straf. Det er disse „Bauhütte“-Hemmeligheder med tilhørende Ceremonier, der genfindes hos Nutidens Frimurerc. Men lignende Hemmeligheder og sammensluttede Broderskaber dannedes efterhaanden hos de fleste Haandværk og naaede ogsaa ind i Danmark sammen med de tilrejsende tyske Svende. Tysk af Aand blev den danske Haandværker dog aldrig. Han bevarer tværtimod, trods al fremmed Stil- paavirkning en Jævnhed i Opfattelsen og en Trovær- dighed i Udtrykket, der er ægte dansk. Kalkmale- rierne i vore gamle Kirker, Udskæringerne paa de gamle Bindingsværkshuse, de jævne, troværdige Møbler fra Gothiken og Renaissancen er udmærkede Vidnesbyrd herom. Dens danske Haandværker blev maaske nok lidt tung i Vendingen, fik aldrig den franske Elegans i Form og Linje, aldrig den tyske Opfindsomhed i De- taillernes Rigdom og Fylde. Til Gengæld blev han klarere, simplere og stærkere, nærmere ved Jorden, djærvere i sin Behandling og Udnyttelse af Materia- let, mere naiv-folkelig i sin Udtryksform. Den gamle Haandværker kendte ikke Begrebet „Kunsthaandværk“, han havde aldrig gaaet i teknisk Skole, aldrig lært de forskellige Stilarter at kende. For ham var hvert Arbejde ærligt og godt, naar det var udført med. Samvittighedsfuldhed, uden Snyde- rier, uden, laante Virkninger, virkende alene ved Ma- terialets rigtige Behandling og med. Iagttagelsen af de naturlige Forhold, som er al ægte Haandværks Særkende, det, hvor der hverken er formeget eller forlidt. Den gamle Haandværker kendte da tilfulde Ar-