Det Danske Haandværks Historie

71 Hele dette Ceremoniel har sikkert, saaledes som man kan spore det i de ældste af de opbevarede Op- tegnelser, været af alvorlig og betydningsfuld Karak- ter, men det kan ikke nægtes, at det senere hen fyld- tes med allehaande Narrestreger og Raaheder, der næsten dækker over den oprindelige Mening. Ret Haandværksskik og Brug hørte imidlertid med til at være en ærlig Haandværker. Fra Midten af det 17. Aarh. hersker den overalt, hvad der hørte Haandværket til. Ingen, hvor han saa siden boede, kunde udøve noget Erhverv uden at bøje sig for, hvad Mestre og Svende i de ledende Byer ansaa for ret Haandværksmaner. Det faldt ingen ærlig Svend ind at arbejde hos en Mester, der ikke havde lært sit Haandværk tilbør- ligt eller ikke havde været paa Vandring det fore- skrevne Antal Aar. Og intet skulde faa en ærekær Mester til at tage en Svend, der ikke i alle Henseen- der var ret „zünftig“. I de Byer, hvor Lav ikke fandtes, eller hvor det ikke var anerkendt som zünftigt, maatte Mesteren med eller mod sin Vilje melde sig til Optagelse i en anden By, hvor der fandtes et anerkendt Lav. Kun som Medlem af et saadant eller kun ved at lade sine Udlærlinge gennemgaa de brugelige Ceremonier ved et saadant, kunde han være sikker paa at faa den nødvendige Arbejdskraft, naar han trængte til den. Heraf fulgte, at Lavene i de større Byer fik et vist Herredømme over Lavene og Haandværker- ne i de mindre Stæder. Det hændte ofte, at dan- ske Lav maatte købe sin Anerkendelse hos tyske Lav, der ansaas som en Slags Moderlav for en hel Kres.