Det Danske Haandværks Historie

70 nævnede sig med Tillægsord saa blomstrende som „de retskafne og kunstelskende Snedkersvende.“ Alle Forsamlinger blev omgærdede med en Række Ceremonier og hemmelige Fixfaxerier, som kun den indviede maatte være vidende om. Laden, den Kiste, hvori Lavets Penge og Værdi- papirer opbevaredes, blev saaledes Genstand for en særlig Kultus. Den udstyredes med en hidtil ukendt Pragt, og naar den sattes paa Bordet, skulde alt gaa ærbart og højtideligt til. Brud paa „god Orden“ døm- tes særlig strængt. Som et sidste Led i hele denne zünftige Udvikling, vil det ikke forundre, at det tilsidst blev Skik at for- dre en særlig Indvielse, forinden Optagelse i Stan- den kunde finde Sted. Hos Snedkeren var det den saakaldte Behøvling, hos Feldberederne Kroningen, hos Bødkerne Slib- ning, hos Bogtrykkerne Deposits o. s.v. Grundtanken i alle disse Ceremonier er den sam- me. Den unge Mand, der nu skal optages i Svende- nes Rækker og være en „gemachter Gesell“ betrag- tes som et raat uciviliseret Væsen, hvad der nu skal „høvles“ eller „slibes“ af ham. Ved Handlingen fun- gerer baade en Fadder, en Præst og en Klokker. Forinden Handlingen foretoges, skulde den unge Svend „løsgives“ af sin Mester. Derefter mødte han i Lavet med sin Fadder, der saa holdt „Umfrage“ om, hvorvidt nogen havde at sige ham eller den unge Svend noget uærligt paa. Var det ikke Til- fældet, gaves der den unge Svend en Række Læ- reregler om, hvordan han skulde opføre sig, naar han kom paa Vandring, hvilke Regler, han skulde iagttage og i det hele taget, hvorledes han. skulde bære sig ad for at efterleve ret Haandværks-Skik og Brug.