Det Danske Haandværks Historie

91 Mester, der ikke var yndet, eller hvor Arbejdsfor- holdene var daarlige. Saalænge Mestrene stod nogenlunde ens i Kaar og Dygtighed, og Lønnen var den samme, hvor Svenden end kom hen, kunde der ikke være noget væsentligt at indvende mod denne Ordning, saa me- get mere som Svenden havde Ret til efter Udløbet af 14 Dage at omskikke hos en ny Mester, saafremt han var utilfreds med den forrige. Anderledes blev det derimod, da Tidsforholdene medførte, at der var gunstigere Arbejdsforhold hos en Mester fremfor en anden. Svendene søgte da naturligvis til de Værk- steder, hvor de kunde faa de bedste Vilkaar og mest ud af det. For selvom Lønnen theoretisk seet skulde være ens, og Mestrene af al deres Magt holdt paa at holde Lønnen paa det gamle Niveau, saa kunde det dog ikke undgaaes, at nu en, nu en anden Mester brød ud og betalte Svendene, hvad de forlangte. Mestrenes Klager over Svendenes Fordringer var mange. De fremførte, at Begærvalget medførte deres totale Ruin. For nogle Fags Vedkommende prøvede man saa paa at genindføre den gamle Omskuning, men Svendenes Modstand mod denne Form for Ar- bejdsanvivsning var altid for haard til, at den i det lange Løb kunde opretholdes. Svendene undlod at gaa i Arbejde, de „spadserede“ som det hed i Da- tidens Haandværkersprog og lod sig ikke tvinge til at gaa i Arbejde igen, før de fik deres Fordringer opfyldt. Et Kampmiddel fra Svendenes Side var og- saa at „forlægge“ Arbejdet for en Mester, saa at han ingen Svende kunde faa. Søgte Regeringen saa at tvinge sin Vilje igennem, vandrede Svendene gan- ske simpelt herfra, thi løse og ledige som de var, faldt det ingen Svend at arbejde, hvor Forholdene