Det Danske Haandværks Historie

92 ikke var, som de efter Svendenes Opfattelse burde være. De Modforholdsregler, der blev trufne fra Mestre- nes og Avtoriteternes Side for at hæmme Svendenes Rebellion, viste sig stedse virkningsløse. Endog en saa kras Forordning som den af 24. April 1734, der udstedtes for at hæmme de store Svendeuroligheder under Opførelsen af Christiansborg Slot og som sær- lig havde Sigte paa Stenhugger, Murer, Tømrer- og Snedkersvendene, og senere udvidedes til at gælde alle Lavs Svende, var et Slag i Luften. Det hedder i Forordningen: „De Svende, som un- der nogen. Protest lader sig lyste, enten at rejse, for at ophidse deres Kammerater med sig at følge, eller at gøre et eller andet Oprør, og følgelig sig tilsammen rotter og holder sig tilbage, indtil de i en eller anden deres formentlige Pretention eller Besværing kunne blive føjede, fra at gøre noget Arbejde og mere des- lige indfaldende rebelliske Utilbørligheder være kan; deslige Oprørere skal ikke alene med Fængsel, Rasp- hus og Arbejde i Fæstningen, men endog efter Om- stændighedernes Beskaffenhed, og ligesom de befin- des vidt at have dreven deres Ondskab og virkelig at have foraarsaget Skade og Ulykke paa Livet straffes.“ Men den Slags Trusler blev virkningsløse, thi selv- om det ogsaa en Gang imellem kom saa vidt, at en Svend eller to blev puttet i Fængsel, saa rejste deres Fæller sig som en Mand og forlod Arbejdet, og in- gen nye Svende kom til, saa tilsidst var Regeringen nødt til at trække sig tilbage og gøre gode Miner til slet Spil. Det var især de tyske Svende, der førte an. Deres. Vaaben var de zünftige Regler. Blev de krænkede,.