Det Danske Haandværks Historie

93 arbejdede Svendene ikke, dels fordi de holdt paa deres Værdighed som „ærlige“, dels fordi de ikke vilde udsætte sig for at blive „geschimpft“ af deres tyske Fæller. Hvad der var Skik og Brug i Tyskland paa Haandværkets Omraade var ogsaa gældende Lov i Danmark og kunde ikke fraviges. Der er Exempler derpaa i Hundredevis. Her skal blot anføres et Par Stykker. Ved Juletid 1747 besluttede Skomagermestrene i Kjøbenhavn at afskaffe det Mkldagsmaaltid, som Svendene hidtil havde faaet om Søndagen og i Ste- det for udbetale dem en Godtgørelse paa 2 Sk. mere i Arbejdsløn for et Par Sko. Men denne Forandring havde til Følge, at Svendene ved første Vandrings- tid rejste bort i saa store Mængder, at Mestrene maatte søge Hjælp hos de Militære, der havde lært Skomagerprofessionen. Svendene erklærede, „at de hverken kunde eller maatte opgive noget, som de og deres Forfædre havde haft“; de havde fra frem- mede Steder modtaget det Svar, at de ikke vilde blive betragtede som gyldige, om de lod Søndagsmaaltidet tage fra sig. Give sig vilde de ikke, saa tilsidst maatte Magistraten anbefale, at „siden Svendene ikke paa anden Maade ere at bringe til Rolighed og slette Sui- ter kunde befrygtes, om Svendene ikke i Tide bleve tilfredsstillende“ maatte det anbefale, at Mestrene blev beordrede til paany at give Svendene det om- handlede Middagsmaaltid og i Overensstemmelse hermed gav Regeringen den nødvendige Ordre. Hvor mærkeligt de vedtagne Skikke kunde vise sig fremgaar af et andet Tilfælde indenfor Feldbere- derlavet. I Tyskland havde Feldberederne delt sig i to Partier („Vandringsskaber“) det Reinske og det Beutlerske, og det Reinske holdt sig for saa meget