Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Vejvæsenet. 117 ker og Vogne af et nærmere angivet Maal; men saadanne Redskaber, „som Bønderne ikke behøvede i deres eget Avls- brug, saasom Grusharper, Styrtekærrer o. I.", anskaffedes for Vejkassens Regning og Hørte til de Redskaber, Hvorover Sognefogderne havde at holde Regnskab. Mødte nogen med Vogne under det fastsatte Maal eller med uduelige Folk, ansaas de som udeblevne og straffedes derefter. Vejmateri- alierne maatte til samtlige Vejklasser tages paa de til- stødende Grunde, „Hvor de kunde faas", uden Betaling; for Bivejenes Vedkommende dog kun hos de Grundejere, der selv vare vejpligtige. Men ligesom det var en almindelig Regel, at Hovedvejens vedligeholdtes as Stiftet, de mindre Lande- veje af Amtet, og Bivejene af Sognet, saaledes udrededes ogsaa den Skade, der ved Grusgravningen foraarsagedes paa Markerne, i Overensstemmelse med dette Princip. Ved Plak, af 4. Juni 1845 inddroges Bivejene i Henseende til Vejmaterialiernes Afgivelse under de foran nævnte, for Landevejene gjældende Vilkaar, og herefter bleve kun Haver og Lystskove fritagne for at afgive Vejmaterialier. — Regn- skaberne deltes i et Penge- og et Raturalregnskab, der af- lagdes henholdsvis af Generalvejkommissionens Kasserer og vedkommende Amtsforvalter. Forordningen gav ogfaa særdeles omfattende Bestemmelser, saavel med Hensyn til Benyttelsen af de til Vejene stødende Arealer, til Anbringelse af Møller, Rebslagerbaner o. s. v., som til Vejfreden, der for Hoved- og de mindre Landevejes Vedkommende ikke indskrænkede sig til Vejbanen og Grøfterne alene, men tillige omfattede 1 Al. udenfor begge Grøfter, hvor det under meget strænge Straffebestemmelser var for- budt at pløje, tøjre Kreaturer o. s. v. Derimod tillagdes der ikke Bivejene denne faakaldte „Vejalen", der ej heller ved senere Love er bleven hjemlet. — J Kontinuation af D. L. 6 —7—18, der siger: „Ager eller rider nogen forsætligen paa Mand, Kvinde eller Barn og gjør dennem Skade paa