Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Brandvæsenet. 131 som det blev nødvendigt ved Rescr. af 9. Septbr. 1724 at indstallere Natmændene i de ved Skorstensfejernes Flugt ledig- blevne, som mindre hæderlige ansete Embeder. Aarsagen til, at Autoriteterne toge denne Sag saa let, maa vel nærmest soges i den Omstændighed, at Jldsvaaderne ikke berorte det Offentlige, uden forsaavidt der ved Resol. af 4. Juni 1708 var tilstaaet afbrændte Gaarde Skattefrihed i 1 Aar, hvad dog i Henhold til forfljellige Rescripter ikke fjeldent udvidedes til 2 Aar. Det egentlige Tab ved Ilde- branden maatte helt bæres af vedkommende Brandlidte selv, med mindre han ved „Brandstod eller Troglebreve", der paa Sognepræstens Anbefaling meddeltes af Amtmanden, kunde tilbetle sig nogen Hjælp. Dog havde han i Folge Fdng. af 28. Jan. 1682 ogsaa Ret til at kræve Bymændenes Med- virkning til Gaardens Gjenopbygning, ligesom han kunde faa en væsentlig Del af Bygningstomret frit udleveret fra de om- liggende Skove. Præstegaardene og Degneboligerne dannede en Undtagelse, idet der tilkom dem en Brandhjælp af hen- holdsvis 1 Rdl. og 2 Mk. fra hver Kirke i Stiftet, Hvilken Hjælp efterhaanden viste sig saa utilstrækkelig, at der i Aaret 1714 oprettedes en Brandkasse for Gejstligheden i Sjæl- lands Stift. Den forste Antydning af en tvungen Forpligtelse til at deltage i Slukningsarbejderne moder man i Reser. af 25. Novbr. 1735, hvorved det i Anledning af, at Roskilde „ofte Havde været optændt af forflrækkelige Ildebrande", paabodes, at Byen og de omliggende Landsogne gjensidig „skulde mode med Folk og Vand, naar der saas Ildebrand." Men det var dog forst, da Brandforsikringsvæsenet og den dermed i Forbindelse staaende solidariske Ansvarlighed gjennem de for Sjælland i 1740, for Rorrejylland i 1758 og for Kjobstæderne i 1761 indstiftede ftørre Assurancesocieteter traadte stærkere i Forgrunden, at Opmærksomheden rettedes paa at indsore mere betryggende Brandsikringsforanstaltninger. Det blev