Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

132 Brandvæsenet. nemlig da ved flere Rescripter paabudt, at enhver, der ind- traadte i et af disse Societeter, fluide være forsynet med visse Brandredflaber, der dog indflrænkedes til at beftaa af 1 Brandstige, 2 Brandhager og 8 a 10 Spande for en Hel By. Disse primitive Redflaber sattes under Opsyn af Stift- amtmanden og Amtmanden, der dog ved Rescr. af 19. Maj 1792 afløstes af Herredsfogden og en af Amtmanden blandt Interessenterne udnævnt Tilsynsmand. Vare saaledes de egentlige Brandforanstaltninger af Højst nfuldkommen Beflaffenhed, gaves der til Gjengjæld meget strænge Straffebestemmelser for dem, der med Forfæt eller af Uagtsomhed afstedkom Ildebrand. Den, der saaledes med Vilje satte Ild paa anden Mands Hus, havde „forgjort sin Hals" og fluide enten „brændes eller stæglis" samt bøde 40 Lod Splv til Kongen og have sin Boeslod fortabt; men fkete det af „Vaade eller Uagtsomhed", maatte han „bøde Skaden, om han havde Middel dertil", ellers straffedes han med „Fængsel og Arbejde" (D. L. 6—19—1 og 2). „Vanartede Mennesker, som forlystede sig at flyde med Nøjlebøsse, Hvoraf ulykkelig Ildebrand let kunde foraarsages", fluide efter Fdng. af 8. Decbr. 1685 straffes paa Bremerholm eller anses med Livsstraf, og „de Tjenestefolk, som begegne deres Husbonde med studsige Ord", naar han forbod dem at ryge Tobak „paa højst farlige Steder", kunde ogsaa paaregne en alvorlig Af- straffelse. Ved Fdng. af 29. Febr. 1792 ordnedes Brandvæsenet endelig i Anledning af den samtidig oprettede Brandforsikring for Landbygninger, hvorved der aabnedes en almindelig Ad- gang for Landboerne til at faa deres Bygninger assurerede. Som Følge deraf bortfaldt den ofte meget misbrugte Ret til at „omgaa med Brandstødbreve", hvorimod den nødvendige Hjælp af Sognemændene til Gaardens Gjenopbygning frem- deles kunde erholdes mod en billig Betaling, der fastsattes af Amtmanden efter Egnens Lejlighed. Denne Bestemmelse præ-