Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Brandvæsenet. 135 maatte mangle, kunde han "tilsige en af Byens Gaardmænd til at henbringe til Brandstedet. Udeblivelse fra Branden, Hvor Kommandoen fortes af „Amtmanden, Herredsfogden, Hovedgaardsejeren, Amtsforvalteren og Regimentsskriveren" eller, hvis alle disse havde Forfald, af Brandfogden, ftraffedes med Boder fra 8 Sk. til 1 Rdl., eftersom Forseelsen var be- gaaet af en Gaardmand, Husmand, Indsidder eller Tjeneste- folk, og tilfaldt Sognets Fattigvæsen, imod at dette især skulde antage sig dem, „som ved Arbejde til Jldebrands Dæmpelse vorder saaledes beskadiget, at de ikke kan ernære sig selv". Jovrigt skulde „Husfaderen med sine Tjenestefolk soge at dæmpe Ilden" ; men selv om dette lykkedes, skulde der alligevel gjores Allarm, da „ingen Ild maatte fordolges" under en Bode af 2 Rdl., som tilfaldt Angiveren. Der fastsattes ogsaa Boder for uforsigtig Omgang med Ild og Lys eller Tobaks- rygning i Stalde, Loer, Senge o. s. v. Uagtet disse Forholdsregler ester Tidsforholdene maatte anses for ret virkningsfulde, frembode paa den anden Side de tæt fammenbyggede Landsbyer saa gunstige Betingelser for storre Ulykker, at man meget snart naaede til at indse Nod- vendigheden af, at der tilvejebragtes en stærkere Isolation. I dette Ojemed sogte man i Begyndelsen af dette Aarhun- drede at fremskynde Udflytningen fra Byerne ved af Brand- forsikringsfonden og Kongens Kasse at tillægge de Brandlidte eller andre Udflyttere en Bygningshjælp af indtil 100 Rdl., ligesom der i samme Ojemed allerede i 1771 af den davæ- rende Generallandvæsenskommission udsattes 30 Præmier, der dog kun maatte komme udflyttende Selvejere og Kron- godsets Bonder tilgode, og der er ingen Tvivl om, at disse Bestemmelser i Hpj Grad have understøttet de yvrige Sikrings- foranstaltninger. Da Brandvæsenet, som paavist, saaledes ikke i ykonomisk Henseende beryrte det Offentlige, idet det maatte være enhvers Pligt efter Evne og Bilkaar at yde sin bedste Assistance under