Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Kegnsvæsenet. Hegnenes Indretning og Vedligeholdelse var i ældre Tider et af de Spprgsmaal, som stærkest interesserede Landbe- folkningen, idet det jo var derigjennem, at den tarvelige Host skulde værnes imod den af Jordfællesfkabet flydende Ufrede- lighed. Hegnene inddelles almindelig i fire Arter, nemlig Hovedhegnet, der dannede Adflillelsen imellem to Bymarker, og fom vedligeholdtes af de paagjældende Byer i Forening efter Reglen, at den By, som havde Sædmark op til Hegnet, ogsaa maatte vedligeholde dette i det paagjældende Aar. Ud- hegnene omkring Overdrevsjorder vedligeholdtes ogsaa af de tilsipdende Byer i Fællesflab, men fljænkedes en langt rin- gere Opmærksomhed, da Udmarken eller Oragrene, som Over- drevet ogsaa kaldtes, oftest Henlaa udyrket, bevoxet med Smaakrat, og derfor udelukkende benyttedes til Græsning for Kreaturerne. Af stprst Betydning vare Jndmarkshegnene. Selve Bymarken var nemlig som Folge af den benyttede Trevangsdrift inddelt i tre Hovedmarker, der skiftevis anvendtes som Fælled til fælles Græsning for famtlige Byens Krea- turer, Rugvang og Byg- eller Havrevang, hvori hver Bymand havde sine bestemte Agre. Af Hensyn til de Ipsgaaende Kreaturer indhegnedes alle tre Marker, og der var da i D. L. 3—13—42 og 43 fastsat den almindelige Bestemmelse, at Gjærdet for Rugvangen flulde være lukket inden Mortensdag og for Vaarsæd inden „Voldermisse", og Gjærderne „skulde